Om SmartThings Hub8 min read

For at kunne bygge et intelligent hjem, skal der være en hjerne, som kan styre kommunikationen mellem enheder, og de automatiseringer, der gør hjemmet intelligent.

Når du vælger din hjerne, en såkaldt hub, er der to standarder for trådløs kommunikation, du skal være opmærksom på om hubben understøtter. Det er Zigbee og Z-Wave. Hubben, du køber, fungerer som oversætter mellem standarder, enheder, apps og automatiseringer, så du kan bruge mange forskellige typer enheder, pærer, termostater, kontakter, fjernbetjeninger osv, uden at tænke på hvordan kommunikationen skal foregå.

Det er lidt som at have en tolk, der taler alle sprog.

Der findes mange hubs, både gratis til f.eks. Raspberry Pi (Home Assistant, Domoticz, openHAB) og betalte (Vera, SmartThings, Wink, Homey). Jeg har brugt en del tid på at researche, men endte til slut med en Samsung SmartThings Hub, da den ser ud til at ligge fornuftigt på pris vs kvalitet. Dertil kommer, at der medfølger en app, som er temmelig overbevisende.

De gratis løsninger er reelt slet ikke gratis. Dels skal man bruge en Raspberry Pi eller lignende computer til at køre softwaren, og dels skal man bruge en Z-Wave stick eller lignende for at forbinde softwaren med andre smarte enheder.

Målet med min hub

Hvad regner jeg med at opnå med hubben? Ret meget, faktisk.

Hubben understøtter både Z-Wave og Zigbee, ligesom Samsung har indbygget understøttelse for Philips Hue (pærer m.v.), Logitech Harmony (fjernbetjening med app), Google Home og Amazon Echo (stemmestyrede assistenter), Ring Doorbell (ringeklokke med video), Yale Connected (elektroniske låse), Belkin WeMo Switch (fjernbetjente stikkontakter), Sonos (højttalere), Netgear Arlo (overvågningskameraer) og meget andet.

Og så har de begået en genialitet: Brugerne kan selv indbygge understøttelsen af andre enheder. Jeg har f.eks. på GearBest, et kinesisk site hvor man kan købe afsindigt billige gadgets, fundet Zigbee-enheder, som andre har bygget understøttelse for. Understøttelsen sker via Device Handlers, som svarer lidt til drivers i Windows. På Samsungs SmartThings-forum kan man finde info om hvordan man bruger Device Handlers, og man kan selvfølgelig finde andre brugeres Device Handlers, f.eks. dem jeg bruger til GearBest’s billige Zigbee-enheder.

Det betyder, at man med én hub kan få mange andre enheder til at tale sammen, og typisk kan slippe billigere med mange af de ting, som er sjove ved home automation. En Philips Hue bevægelsessensor koster ca. 250 kr., men kan fås fra Kina til 80 kr. inkl. porto. En dørkontakt koster ca. 60 kr. inkl. porto. Det tager typisk 1-2 måneder for posten at nå frem, og man bør ikke bestille for mere end 80 kr. ex porto, for at sikre, at der ikke kommer told på købet, men ellers er der ingen problemer i at købe billigt fra Kina.

Så, SmartThings-hubben åbner muligheden for at have bevægelsessensorer langt flere steder, fordi de bliver billigere, men man kan også købe billige dørkontakter hos GearBest, og dem kan SmartThings også lege med. Det betyder, at SmartThings kan give mig besked på min telefon, hvis fordøren står åben i mere end 5 minutter.

Lyset i gangen tænder også, når fordøren åbner. I garagen sidder en anden dørkontakt, og giver besked hvis jeg har glemt at lukke garagen, ligesom lyset også tænder når garageporten åbner, og slukker når den lukker.

Alt dette kan nemt konfigureres direkte på mobilen med SmartThings’ interface og deres SmartApps. Og der er rigtig mange SmartApps til rådighed, så de fleste problemer kan løses.

Du kan f.eks. bruge Energy Alerts-SmartApp’en, og en Z-Wave-kontakt fra Fibaro, til at få besked når vaskemaskinen er færdig.
Med Smart Windows, to termometre og en dørkontakt kan du få besked, hvis det er koldere udenfor end indenfor, og vinduet står åbent.
Notify Me When kan give dig en notifikation på telefonen, når børnene kommer hjem fra skole.
Speaker Companion og en dørkontakt kan spille en lyd på din Bose-højttaler, når fordøren åbnes.
Smart Lights lader dig styre alt relateret til f.eks. pærer koblet op via Philips Hue, så dørkontakter, bevægelsessensorer og meget andet kan tænde og slukke for lyset.
Smart Care – Detect Motion kan give dig besked, hvis nogen står op om natten, og passerer en bevægelsessensor i gangen og på badeværelset, men ikke kommer retur forbi begge sensorer igen.
Med Smart Home Monitor – Security, en Z-Wave-røgalarm og Philips Hue kan du tænde alt lys i huset, hvis alarmen går.

Og, så kommer SmartThings med deres version af et alarmsystem, som kontrolleres via telefonen. App’en Smart Home Monitor lader dig armere alarmen når du forlader huset, enten manuelt eller automatisk, og pludselig er alle dine bevægelsessensorer og dørkontakter, du bruger til home automation, en del af din alarm. Som sirene kan du bruge Bose- eller Sonos-højttalere, men du kan også montere en Z-Wave-sirene, og aktivere den hvis der er bevægelse i huset, mens alarmen er armeret. Du får selvfølgelig også besked på telefonen, hvis alarmen går.

Alt i alt kan SmartThings virkelig meget, og også mere end jeg anede, da jeg købte enheden.

Hvor kan den købes?

Da jeg skrev dette indlæg, kunne den kun fås i fysiske butikker i USA og England, eller via eBay i England.

Der er heldigvis sket noget siden, så nu kan den købes både online hos Proshop.dk og i fysiske butikker, f.eks. hos Elgiganten.

Er der så ingen problemer med SmartThings?

Jo, det er der. Men de er få, og jeg har valgt at leve med det.

SmartThings er cloudbaseret, så langt det meste, der sker i huset, skal forbi skyen før handlingen udføres. Det betyder, at der kan gå et halvt sekund før en bevægelsessensor tænder lyset – med Hue’s sensor går det noget hurtigere.
Det betyder også, at SmartThings ikke kan særligt meget, hvis netforbindelsen går ned. Min Waoo-fiber er heldigvis klippestabil, så det er ikke et problem, men har din netforbindelse tendens til huller, kan det blive besværligt.

Har Samsung problemer med deres cloudløsning, kan det også betyde, at dine actions ikke kører som forventet. Det havde de tidligere haft, men ud fra hvad jeg kan se på forummet, er det ikke tidligere sket, at problemer har varet så længe. Jeg håber de har lært lektien.

Du lægger alle dine æg i Samsungs kurv, når du vælger SmartThings, og vælger de en dag at opgive SmartThings-projektet, sidder du tilbage med en trods alt relativt billig hub, og en masse smart home enheder, du kan bruge med en anden hub. Jeg tror ikke Samsung opgiver SmartThings, så det er nok ikke en reel bekymring …

Du låser dig også temmelig fast på de leverandører, som Samsung vælger at samarbejde med. Du kan sagtens bruge Zigbee- og Z-Wave-enheder som du lyster, men Samsung vælger nok ikke at samarbejde med andre fjernbetjeningsproducenter end Logitech, så har du fundet lige præcis dén enhed, du vil have, og er det ikke Logitech, er det bare ærgerligt.

Just one more thing …

Nogle geniale mennesker har bygget webCoRE, en “rule engine”, som kan tale med SmartThings. Det er i bund og grund en editor, hvor man med et simpelt programmeringssprog kan bygge sin egen logik.

Så, er man ikke tilfreds med den måde SmartThings Smart Lights fungerer på, kan man bygge sin egen. Reglerne er utroligt fleksible, så man kan f.eks. bygge noget i stil med:

er der bevægelse udenfor
er klokken mellem 22 og 7
giv besked på min telefon
tænd lyset udenfor
ellers
spil en lyd på højttalerne i stuen
tænd lyset udenfor
slut
slut

Der er gode eksempler på mulighederne her, og har man en lille programmør gemt i maven, er det et virkelig spændende projekt. Jeg regner med at gå i gang med at bygge en ringeklokke snart – bestående af en kontakt til 50 kr. fra Kina, og et webCoRE-script, som fanger trykket på knappen, tager et billede fra videoovervågningen af indkørslen, sender en besked med billedet på telefonen til min kæreste og jeg, og spiller en lyd på mine Google Home-enheder. Jeg håber hele processen kan lade sig gøre, og ellers lærer jeg nok noget andet spændende. 🙂

Skal du på indkøb?

Jeg har samlet reklamelinks til de produkter, jeg nævner i indlægget. Køber du et eller flere af produkterne via linkene, får jeg en kommision for din ordre. Det koster ikke dig en krone ekstra, men du støtter med en lille del af dit ordrebeløb, så jeg kan finansiere driften af bloggen.
Læs mere om reklamer på sitet her.

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

64 thoughts on “Om SmartThings Hub8 min read

  • Tak for fantastiske indlæg – dit indlæg om alarmsystem har allerede løst 99% af mine problemer, så jeg er i fuld gang med at bestille hjem til samme setup!

    Og som min kone sagde, da jeg begejstret fortalte om, at jeg nu fik endnu mere inspiration, sagde hun, at jeg lige så godt bare kunne lave en ny blog, der hedder piasigerogsånej.dk 🙂

    Nå, nu til emnet; Mht den her SmartThings Hub, så har jeg et par spørgsmål, som du måske kan afklare for mig 🙂

    1. Jeg kan se på flere forums, at den er ret låst til UK/US, så er det korrekt, at det er meget vigtigt, at man får oprettet sin konto som værende i UK og skal man i så fald gøre andet end bare skrive i signup, at man bor i UK?

    2. Jeg har også en Google Home, som er dansk. Det betyder til min kæmpe irritation, at den IKKE har rutiner! Derfor har jeg et naivt håb om, at denne måske kan løse problemet for mig? Fx vil jeg gerne sige godmorgen til min Home, så den tænder lys, tv’et (via Chromecast), tænder musik osv osv. Jeg har forsøgt via IFTTT, men det lader mig ikke koble så mange ting sammen.

    Mvh
    Claus

    • Hej Claus,
      Ud fra den feedback jeg har fået, tror jeg jeg kunne tjene en pæn skilling på at købe en stak [pigenavn]sigernej.dk-domæner, og sælge dem til lidelsesfæller. Både Therese, Lise og Sanne har i hvert fald udtrykt frustration over eksistensen af bloggen. 😉

      1: Jeg har 2’eren, og havde ingen problemer med opsætningen, men det er korrekt, at 3’eren i hvert fald i en periode har krævet, at man sidder i US eller UK under aktiveringen. Jeg tror de har droppet kravet indenfor de sidste par måneder, for jeg ved, at andre danskere har aktiveret deres 3’ere uden VPN eller andet gøgl.
      Men får du en 3’er hjem, og har du problemer, så opret en konto hos f.eks. Private Internet Access, og forbind som sad du i UK, så bør det spille.

      2: Jeg kan sige “OK Google, run goodbye”, og så kører Google Home min Goodbye-rutine, som aktiverer alarmen osv. Jeg har faktisk ikke testet om det virker på dansk, men det burde det – jeg kan ikke se hvorfor det ikke skulle.

      Du kan alternativt skifte sprog til engelsk på din telefon, skifte sprog til engelsk på din Google Home, og håbe på du får rutiner – jeg har dem på min Google Home, som kører engelsk som primært sprog, og dansk som sekundært.

  • Hej David

    Du berører ikke emnet i dit indlæg, men tænker du også selv har haft “problemet”: Hvordan har du gjort, så din kæreste kan bruge SmartThings? Eller har du sat det op på anden vis, så hun faktisk ikke er i direkte “kontakt” med ST?

    Står selv i situationen, at min kæreste skal “forbindes” til alting, så erfaringer er kærkomne 🙂

    • Hej Thomas,
      Godt spørgsmål!
      Min kæreste har Smartthings Classic installeret, men hun bruger den yderst sjældent – kun til at slå alarmen til.
      I stedet bruger hun Hue-app’en og de fysiske kontakter, vi bruger til belysning, og så er der selvfølgelig diverse bevægelsessensorer m.v., som tænder/slukker lyset automatisk for os, så vi ikke skal bruge apps og kontakter.
      Ovenstående betyder også, at jeg kun tilføjer en lampe til stue/køkken (der vi hyppigst er, og der vi tænder/slukker manuelt normalt), hvis den kan tage en pære eller et stik, som kan styres fra Hue. Indtil videre bruger jeg Osram Lightify Plug, som kan tilføjes til Hue, samt Hue/Trådfri-pærer.
      /David

      • Så de lamper, der ikke kan “rumme” Hue eller lignende pære, smider du en Osram Lightify Plug “foran”? Men så kan du ikke bruge stemmestyring, korrekt?

        Og tak for input. Det er guld værd 🙂

        • Jep, bruger lampen f.eks. G9-pærer, eller er der ikke plads til en fuld Hue-pære, har den typisk et stik, man kan sætte en Plug foran.

          Jeg ved faktisk ikke om de er understøttet af Google Home, men det skal jeg gerne teste ved lejlighed. 🙂

  • Først og fremmest en rigtig fed blog!
    Jeg er ikke ligeså skarp i hvordan det hele hænger sammen, så derfor spørgsmålet: med Samsung Smartthings HUB’en, kan man så undlade gatewayen fra de billige xiaomi sensorer (for den koster jo mere end de 80 kr) ? Eventuelt også Philips Hue HUB’en, eller er jeg helt på afveje?

    • Hej Søren,
      Tak! 🙂
      Med hubben kan du undlade både Xiaomis gateway og Hue’s bridge, men jeg vil anbefale at beholde lige præcis Hue’s bridge. Den er understøttet i Smartthings, så alle pærer tilknyttet bridge’en automatisk dukker op i ST, og dermed kan du styre pærerne fra Hue’s app, som er lidt nemmere at overskue, da den kun har belysningsrelaterede devices synlige. I ST ser du pærer samt sensorer, sirener osv. i én stor blandet bunke.
      Xiaomi’s sensorer kan knyttes direkte til ST, og stadig styre pærer fra Hue, selvom de er forbundet via Hue’s bridge.
      Giver det mening? 🙂
      /David

      • Hej David,
        Tak for svar. Det giver fin mening og passer med, hvad jeg forestilllede mig. Jeg har faktisk erhvervet mig ST’en, men afventer lige levering af 3 forskellige Xiaomi sensorer.
        Ja, Hue’s lamper dukkede op sammen med Bridge’en. Et minus er, at i Google Home app’en blev der også tilføjet tilsvarende ekstra pærer ved sammenkoblingen mellem Home og ST (Home opfattede dem som nye, men de var allerede tilføjet, da jeg koblede Hue på Home – ikke helt gennemført).
        Hvor meget bruger du IFTTT? Og dernæst Stringify, som kan være det ekstra man savner i IFTTT – og må siges at kunne lave en del af de ting som du laver med ST.
        Bruger du dine Hue/LIFX pærer (eller hvad du nu har) udendøre? Jeg kan jo læse, at du har belysning udendøre – og synes ikke man helt specifikt kan få oplyst om de MÅ anvendes udendøre – og for den sags skyld i et badeværelse.
        På forhånd tak,

        Søren

        • Hej Søren,
          Det er faktisk skide smart, at ST tilføjer pærerne til Google Home, for så kan du fjerne din direkte knytning mellem Hue og GH. Fordelen er, at du i indstillingerne for Hue på ST kan fravælge specifikke pærer.

          Vi har en masse Hue-pærer rundt omkring i huset, men kun GH i stuen og på badeværelset. Når jeg siger “all lights on” til GH i stuen, vil jeg gerne have den til at tænde lyset i stue og køkken (vi har åben forbindelse mellem rummene), men jeg vil ikke have den til at tænde lyset i garagen, på børnenes værelser osv. Derfor har jeg i ST sat Hue op, så GH kun ser i alt syv ud af vores ~25 pærer.

          Jeg bruger slet ikke IFTTT og Stringify. Sidst jeg testede det, var der en del forsinkelse på – det tog minimum 20 sekunder at få besked fra Smartthings til den Sonoff, som åbner garageporten, når jeg aktiverede en kontakt i ST, og det fungerer ikke for mig.

          Desuden har jeg endnu ikke fundet noget, jeg ikke kan få til at fungere direkte i ST, evt. ved hjælp af Webcore. 🙂

          • Hej igen.
            Det er selvfølgelig rigtigt med tilknytningen mellem Hue og GH – sådan havde jeg slet ikke tænkt det!
            Webcore har jeg vist ikke skarpe nok programmeringsevner til.
            Sidste spørgsmål for nu: Bruger du den nye eller gamle ST app – og hvorfor? 🙂
            På forhånd tak!

          • Man behøver ikke kunne programmere for at bruge Webcore – alt er styret med musen, så man opbygger egentlig bare kodelinjerne i deres GUI.

            En af dagene laver jeg en video, som viser grundlæggende brug af Webcore, så man bedre kan få en forståelse for mulighederne.

            Jeg bruger den gamle app, den nye er stadig problematisk, så vidt jeg kan læse mig til. Den mangler efter sigende nogle af de grundlæggende funktioner – men jeg har ærligt talt ikke testet den. Jeg er tilfreds med den gamle, den løser de problemer, jeg har. 🙂

  • Hej David

    Fedt indlæg! Jeg har netop selv købt mig en Smart Things Hub v2 fra UK.
    Jeg har dog lidt problemer med at få min Smart Things app til at finde min hub, til trods for at jeg følger instrukserne i app’en. Har du nogle idéer til hvad dette kan skyldes? 🙂

    Jeg håber du kan hjælpe, på forhånd tak! 🙂

    Casper

  • Hej
    Jeg over vejer at købe en Samsung smart things hub/bridge. Men jeg har følgende :
    Philips hue
    Ikea
    Sonoff sensorer + stikk
    Xiaomi sensorer
    Vil den virke med det ?

    Hilsen Jan

  • Hep – overvejer Samsung ST – men du skriver, at max 64 zigbee enheder kan forbindes. Jeg har 110 GU10 pærer fra Hue – som jeg gerne vil styre via min kommende smarthome hub. Det kan ST så ikke? eller skal det bare ske via mine 2 Hue bridges?
    Og – spørgsmål 2: Jeg vil gerne have smart gulvvarmestyring (vandbaseret) – kender du till, hvilket system, der vil være bedst? (Danfoss, Salus, Neotherm? – andet?)

    • Hej Niels,
      Det lyder som et spændende setup med den størrelse. 🙂

      Du kan godt forbinde flere Hue Bridges til samme SmartThings Hub, og grænsen på 64 Zigbee-enheder er desuden de enheder, der er forbundet direkte til ST. Har du to pærer tæt på hinanden, vil pæren nærmest din ST Hub forbinde direkte til ST, mens pæren længst væk vil forbinde til den nærmeste pære. Dermed vil ST kun se én enhed.

      Men, beholder du dine to Hue Bridges, vil ST ikke se dine pærer som Zigbee-enheder.

      Gulvvarmestyring har jeg ingen praktisk erfaring med, men jeg har stor tillid til Danfoss – de har trods alt arbejdet med skidtet rigtig længe. Det er måske ikke det mest moderne system, men du vil formentlig meget sjældent stille på temperaturen alligevel, og så er smart-hed mindre vigtigt. Det er i hvert fald min erfaring.

      /David

  • Hej David, tak for en god blog… et par spørgsmål til din Samsung Smartthings Hub:

    Jeg skal til at starte et smart home setup – og har kigget på Ikea, Philips Hue og Samsung Smartthings – som den grundlæggende platform. Og Samsung virker interessant for mig – da den både køre Zigbee og Z-wave.

    1. Har du erfaring med light strips der virker direkte med ST? og evt. hvilke mærke og hvor man kan købe dem?
    2. På badeværelset har jeg nogle GU5-3 pærer idag – findes de i Smart bulbs der passer til ST?
    3. Og kan man reelt set købe hvilke som helst enheder (Zigbee eller Z-wave) og tilkoble – eller er det en god ide at tjekke om nogen har fået dem til at virke.
    4. Og hvor handler du henne? – Amazon – eller er der nogle gode lokale websites du bruger?

    På forhånd tak 🙂

    • Hej Heino,
      Tak for din kommentar. 🙂
      1: Jeg har ikke erfaring med andre strips end Hue, som jeg er enormt tilfreds med. Lysstyrken er god, farvespektret bredt, og kvaliteten er høj.
      2: Osram har lavet nogen, men de er mildt sagt pricy. 🙂
      https://www.amazon.co.uk/OSRAM-Smart-ZigBee-Reflector-daylight/dp/B074PYC13J/ref=pd_lpo_sbs_201_t_0?_encoding=UTF8&psc=1&refRID=XCA3K2CCBK0GYJT6FC3V
      Det kan hurtigt være billigere at montere en Fibaro Dimmer i væggen bag kontakten, selv når omkostningen til elektriker kommer oven i.
      3: Det er en god idé at tjekke om de virker først. De fleste Zigbee/Z-wave-devices kan man få til at fungere, men nogen kræver mere arbejde end andre. Lige pt tester jeg en Matrix ZDB5100 fra Logic Group i Danmark, og den findes der endnu ikke Device Handlers til.
      4: Et stort mix! Priserne falder heldigvis efterhånden, så ofte kan man finde de dyrere devices til samme pris i Danmark som på Amazon. Til gengæld er der næsten intet, der slår Xiaomis sensorer fra f.eks. Aliexpress.
      5: Om man kan bruge Hue-pærer direkte med ST? Jep, det kan man, men det kan være en fordel at knytte dem til en Hue Bridge, da de så ikke bruger “plads” på din SmartThings Hub.

      /David

  • Hej igen…

    Glemte lige at spørge om – kan man bruge Philips Hue pærer direkte med ST – eller skal man bruge en Philips Hue Bridge/Hub?

    Takker 🙂

  • hej
    Du siger version 3 har WIFI. men du nævner ikke om den kan håndtere WIFI smart enhedder som f.eks en smartplug osv. eller om det kun er den selv der kan få forbindelse via wifi.

    • Hej Jan,
      Det kan den sagtens – det kan både v2 og v3. De taler med wifi-devices via netværket, uanset om de selv er på wifi eller kablet.
      /David

  • Hej David,
    Fed blog. Du kommer godt rundt om tingene.

    Jeg har selv haft Vera Edge siden 2015, og overvejer at skifte til ST på grund af begyndende ustabilitet. Jeg vil dog gerne være sikker på at jeg kan få mine eksisterende devices til at fungere med ST. Ved du om der findes en fornuftig oversigt over kompatible devices / device handlere?
    Er der forskel på kompatibilitet for ST2 og ST3? skal man overhovedet overveje ST2 i 2020?

    Gammel vs ny app . Samme spørgsmål er det stadig relevant at overveje? Hvad er fordele og ulemper?

    På forhånd tak

  • Hej David,

    Jeg har fornyligt udvidet smarthjemmet med Sonos, hvilket har ført til brug af Google Assistant derhjemme. Alle, selv inklusiv fruen, bruger det ivrigt.

    Hidtil har jeg brugt HomeKit til styring af smartenheder – de består af Hue, Aqara Hub + sensorer og Netatmo vejr-station. Og Blink XT2 (men de lever deres eget app-liv) Ikke meget, men dog lidt efterhånden.

    Som jeg kan se, så vil Smartthings kunne en del, som jeg i dag ikke kan i HomeKit.

    Er min antagelse korrekt, at med ovenstående setup, så vil der ikke være de store vanskeligheder i at bevæge sig mod Smartthings?

    • Din antagelse er helt korrekt – med ST kan du styre dine Hue-lys og få data fra dine Aqara-sensorer og Netatmo-vejrstation. 🙂

  • Har lige fået din blog anbefalet af en ven! Jeg eeeeelsker den!! Et bud på et kommende skriv kunne fx være en form for top 10 over de bedste billigste zigbee produkter eller lignende til inspiration?

  • Hmm, kommer lige med et noob spørgsmål, og til stadighed en grund til at jeg har droppet “smart” løsninger…

    Hubs, assistenter etc… hvor mange skal man bruge? Er der nogen fordele i at bruge smarthings fremfor google home/assistent?? Er smarthings ligeså god som f.eks. ikea’s egen gateway til at håndtere pærerne…

    • Hej Brian,
      Man slipper sjældent med én hub, desværre. Der er simpelthen ting, visse hubs gør bedre end andre.
      Jeg har Google Home-enheder til stemmestyring, Hue Bridge til primær lysstyring, og SmartThings Hub til at gøre det hele lidt smartere, og køre med flere devices end Hue ellers har understøttelse for.

      SmartThings synes jeg umiddelbart er lige så god som Ikeas hub, men ikke bedre end Hue Bridge, når det kommer til belysning. Derfor har jeg både ST og Hue Bridge i brug.

      Giver det mening?
      /David

  • Heh David,
    Nu har du jo valgt ST – hvor du engang fik læst dig frem og analyseret og bestemt dig for systemet. Det er nogle år siden. Og selvfølgelig handler det meste på dit blog om ST, eller ting der er kompatibel med denne hub. Det er ikke sikkert at du læser om andre hubs, men mon ikke du har ret meget forståelse for andre hubs også. Her ultimo 2020 vil du stadig vælge ST? Jeg har nu i et stykke tid læst lidt om de forskellige, og havde set mig varm på Homey, men synes prisen er dyr ift andre, hvor ST er meget billigere. Jeg synes det er meget svært at overskue hvad for en hub man skal vælge, og jeg kan egentlig ikke finde en “rangordning”. Jeg har et nyt hus og elektronikken udskiftes til nyt, så jeg kan jo vælge elektronikken etc. alt efter hub. Så med dit kendskab efter flere års brug af ST – vil du stadig vælge det dagen i dag?

    • Jeg bliver for tiden ofte spurgt om jeg stadig ville vælge SmartThings, da der sker en del ændringer i de bagvedliggende systemer – se f.eks. her:
      https://mettesigernej.dk/2020/08/20/jeg-traekker-vejret-dybt/

      Men, jeg mener stadig at ST er den rette kombination af pris og features. Apps og hardware er (nærmest) stabilt, systemet er tydeligvis meget modent featuremæssigt (gode apps, gode automations, bred understøttelse af SmartApps og hardware), og der er et solidt community omkring systemet.

      Homey er et godt alternativ, men startomkostningen er efter min mening for høj, og så kan jeg også være nervøs for hvad de tjener penge på, udover hubben. Hvis der ikke er løbende indtjening på brugerne i form af enten hardware eller abonnement, er det svært at finansiere løbende udvikling, også for kunder der har købt hardwaren flere år tidligere, og ikke siden da har lagt penge i butikken.

      Der findes “gratis” alternativer som Home Assistant, men det er ikke rent faktisk gratis på hardwaresiden, og softwaren er stadig tydeligt præget af at være udviklet af nørder.

      Så, jeg ville købe SmartThings igen i morgen, hvis jeg stod overfor valget.

  • Hej David,
    Jeg er ny her og læser løs og suger til mig af min viden. Det er Mega godt og rimelig forståeligt for noob her😉👌
    Jeg har pt. Hue (med hub), ikea pærer med hub og Netatmo thermostater og vejrstation. Jeg vil gerne have en hub der samler det hele (og det der med tiden vil komme til. Røgalarmer, dørlås, alarm). Jeg lurer på smart things, men læste også den artikel med diverse anbefalinger hvor du nævner logitech harmony. Da vi har tvboks, Playstation og sager lyder den FED! Den har også hub… Der er vel grænser for hvor mange hubs en kvinde har brug for?
    Samtidig vil jeg gerne undgå at bruge unødvendige penge. Så. Er bedste løsning mon ST med den lille harmony 350 fjernbetjening eller harmony companion som hub?
    Håber du kan hjælpe lidt på vej så jeg også kan blive mere samlet smart 😉

    • Hej Birgitte,
      Du skal have flere hubs. 🙂
      Harmony Hub er fremragende til at styre fjernsyn, stereoanlæg osv., men kan kun styre lys hvis du i forvejen har SmartThings eller Hue Bridge. Jeg vil derfor anbefale at du som anskaffer både SmartThings og Harmony Hub, så du kan styre både tv og andre smart home-dimser.
      /David

  • Hej David

    Spændende læsning, og dejligt at du deler dine erfaringer og tanker med os andre. Jeg har et par spørgsmål jeg håber du vil give dig tis til at svare på. Jeg er i færd med at bygge et helt nyt hus, det er faktisk så småt færdigt. Det betyder også at jeg skal til at lægge mig fast på hvilke typer af lysstyring jeg skal benytte. Jeg er gået all in, og har blandt andet ikke trådførte kontakter til mine lampeudtag, men derimod blot fast spænding heri. Jeg skal jo kunne tænde og slukke mit lys, og i den forbindelse have en eller flere trådløse kontakter pr. udtag. Jeg har intet i forvejen, så alt skal købes, derfor er jeg ikke bundet til noget endnu. Min tanke var oprindeligt at hoppe på z-wave både i forhold til dimmer og kontakter, men kan se at du er relativt glad for dit Hue grej. Har du nogle tanker og/eller anbefalinger i forhold til dette? Også meget gerne en tanke omkring valg af Hub?

    /Mick

    • Hej Mick,
      Har du strøm de steder hvor du vil have kontakter, eller skal det være på batteri det hele?
      /David

      • Hej David

        Der er som udgangspunkt ikke strøm de steder der skal være kontakter, så det skal være batteri.

        /Mick

  • Hej David.
    Tak for en fed blog og for alle de ting du deler..

    Jeg fik en Hue Bridge, et par pære fra Philips og en bevægelses-sensor fra Samsung i julegave, men skal jeg så ud og have en Samsung Hub for at kunne tilkoble bevægelses-sensoren til pærerne? Der er også temperaturmåler i den fra Samsung (står der), vil det også kun fungere og blive vist i Smartthings-appen eller ved du hvordan det hele hænger sammen? 🙂

    • Hej Rudi,
      Ja, for at få sensoren i brug skal du bruge en hub, og Samsungs virker rigtig fint med både den og dine Hue-pærer. 🙂

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *