Hver morgen spiser vi morgenmad sammen, og hver morgen er Mette og jeg nødt til gentagne gange at minde vores børn om, at de skal se at få spist færdig, så vi kan komme afsted til tiden.

Så, en dag mens Mette var på vagt byggede jeg en piston, som blinker blå/rød kl. 7:10. Så ved børnene, at de skal være færdige med at spise fem minutter senere, og så er der ingen færre problemer med at nå hvad vi skal nå.

Selve piston’en ser sådan ud:

Kort fortalt: Er det hverdag, er klokken 7:10, og er lyset i stuen tændt (vi er oppe og spiser med al sandsynlighed morgenmad), så brug lightstrippen på toppen af reolen til at blinke rød/blå tre gange – og returner lightstrippen til normalt, behageligt lys.

Da Mette så funktionen første gang, sagde hun ét ord: Nej.

Husk vitaminpillerne

Der er nogen af mine idéer, som jeg selv dropper før jeg overhovedet præsenterer dem for Mette – fordi jeg ved hendes svar vil være, at jeg skal løse “problemet” ved at bruge min hjerne, fremfor at bygge en smart dims til formålet.

Og børnenes vitaminpiller er helt klart en af dem. Det sker, at jeg glemmer dem. Og den nemme løsning ville være at placere en dørsensor i hjørnet af skabet hvor de står, og sætte en magnet på glasset med pillerne vha. en elastik, så sensoren registrerer når glasset fjernes.

Og så bygge noget i stil med:

Altså: Når gardinet på et af børnenes vindue lukkes, og klokken er efter 18, og vi ikke har rykket på vitaminpilleglasset i mindste fire timer, så spiller vi en frisk lille lyd på badeværelseshøjttaleren.

… Hvorfor skal man overhovedet bruge sin hukommelse på at huske noget, når smarte dimser kan huske det for en?

Se de tidligere indlæg i serien “Automatiseringer jeg ikke fik lov til at lave”.

Men jeg gør det alligevel – ikke for at skjule snold og snacks, men for at sikre natteroen.

For tiden sidder jeg ofte oppe og arbejder en time eller to efter Mette er gået i seng. Det sker at et barn vågner i dette tidsrum, og sniger sig ind i sengen til Mette, hvor der er rigelig plads, fordi jeg ikke ligger der. Det går ikke! Heldigvis sover de fint videre i deres egen seng, hvis man fanger dem undervejs, så det har jeg lavet en automatisering, der hjælper med.

Jeg har ved skrivebordet i stuen en almindelig knap fra Xiaomi, der tænder for min Work-scene, når den aktiveres. Denne scene slukker alt andet lys i stuen end de to lamper, jeg har brug for for at kunne arbejde.

Men nu er den udvidet til også at tænde en virtuel kontakt, “Night Work”, hvis jeg tænder for den efter kl. 19. Når der er bevægelse i gangen udenfor børneværelserne, og den virtuelle kontakt er tændt, så blinker en af de to lamper, der er tændt i stuen. Det er sat op via Webcore, og det virker præcis som det skal.

Når jeg går i seng aktiverer jeg altid en knap på badeværelset, der slukker alt lys, låser døren og slår alarmen til, og den slukker nu også min virtuelle kontakt. Så er den klar igen dagen efter.

Det er virkelig et enkelt tip, men det illustrerer nogen af de mange ting, SmartThings kan bruges til.

Den her har jeg slet ikke spurgt Mette om, for jeg ved hun siger nej. Men! Med kombinationen af Life360, en Google Home-enhed og cast-web-api, kan man afspille musik, når specifikke beboere i huset kommer hjem.

Så kan Google Home f.eks. spille The Imperial March, når far kører ned ad vejen mod huset.

Den her tror jeg faktisk jeg bliver nødt til at lave, alene så jeg kan lave en vejledning på bloggen …

Overvågning af snigende børn

Det sker ikke så sjældent, at vi sætter os i sofaen med en øl og en skål chips, eller en cola og en skål snoller, når børnene er puttet.

Det sker ikke så sjældent, at Bastian kommer listende ud i køkkenet, fordi han pludselig er blevet tørstig, og slet ikke kan klare natten uden et glas vand.

Derfor sker det ikke så sjældent, at vi er nødt til med lynets hast at gemme snoller eller chips, så drengen ikke ser hvad han går glip af, når han er puttet.

Det nemmeste i verden ville være at sætte en kontaktsensor på hans dør, som skifter lyset i stuen til rød, hvis døren går efter han er puttet. Men ok, jeg kan godt fornemme, at vi nærmer os egentlig overvågning. Mette sagde i hvert fald Nej.

Se de første automatiseringer, jeg ikke fik lov til at lave, lige her.

Natlys ved børneaktivitet

På soveværelset har vi en Ikea-lampe med tre farvede Hue-pærer i. På børnenes værelser har vi bevægelsessensorer.

Når der er bevægelse på børnenes værelser, synes jeg det ville være smart, hvis én af pærerne i loftet på soveværelset tændte på laveste lysstyrke med rødt lys, så de kunne navigere rundt på soveværelset, og så vi vidste de var på vej. Man kunne endda tænde pæren i to forskellige farver afhængig af på hvilket børneværelse, bevægelsen er registreret.

Men, Mette sagde nej.

Natlys under sengen

En sensor og en lightstrip under sengen = perfekt belysning, hvis man skal på toilettet om natten. Mette sagde nej, men lad os se hvad der sker, når vi bliver gamle og inkontinente.

Husk madpakken

Engang imellem har vi aftensmad i overskud, som ender som madpakke dagen efter, og det sker alt for ofte, at jeg glemmer den.

En billig Xiaomi-kontaktsensor sættes på køleskabet – en for hvert familiemedlem, som kan finde på at glemme sin madpakke. Når madpakken pakkes, tager man magnet-delen af sensoren, og lægger med i madkassen.

En simpel automation køres, når fordøren åbnes mellem 7 og 9 – er madpakkensensoren åben, sender Smartthings en notifikation om, at man skal huske sin madpakke.

Smart ik’? Mette sagde nej …

Jeg forestiller mig dette ikke er sidste indlæg om ting, Mette siger nej til. Jeg håber du som læser får nogle idéer, du kan føre ud i livet, uden at få et nej.