Work in progress – jeg er begyndt at tilføje de produkter, jeg har bedst erfaring med.
Pærer
Bedst: Philips Hue. Der findes mange konkurrenter, men Hue rammer hvor det efter min mening er vigtigst. Kvaliteten er høj, de kommunikerer via Zigbee fremfor wifi, og prisen er ikke helt hen i vejret. Vælg Hue White Ambiance, hvis du vil kunne skifte fra varmt til koldt, hvidt lys, Hue White i f.eks. gangområder, og Hue White and Color, hvis du har behov for farver, f.eks. på børneværelser.
Billigst: Ikea Trådfri. Igen er der tale om Zigbee-produkter, men Ikeas priser er noget mere fornuftige. Hvor Hue White Ambiance går trinløst fra varmt til koldt lys, skifter Ikea Trådfri mellem tre prædefinerede farvetoner, varm, neutral og kold. Trådfri er oplagt til de steder, hvor du bare skal bruge almindeligt, hvidt lys, eller som farvet pære på børneværelset, hvor kvaliteten af farven ikke er helt så vigtig.
Bemærk at Hue-pærer kan forbindes til Hue Bridge, og derfra ses i SmartThings, mens Trådfri Hub ikke fungerer på samme måde. Trådfri-pærer skal derfor forbindes direkte til SmartThings.
Stik
Bedst: Fibaro Wall Plug, uden tvivl. Den er fornuftig i størrelsen, kvaliteten er ultrahøj, den kører Z-wave, måler strømforbrug, og har en indbygget afbryder-kontakt. Den er ikke billig, men den er pengene værd.
Alternativt virker Aeotec Smart Switch 7 også som et rigtig godt bud til pengene. Generelt er både Fibaros og Aeotecs produkter af høj, høj kvalitet.
Billigst: Ikea Trådfri stik. No bullshit løsning, der bare virker. Den fylder en del, men til prisen kan den ikke slås – og så kører den Zigbee.
Det er den oplagte løsning til julelysene, som blot skal kunne tændes og slukkes så billigt som muligt.
Dør-/vinduessensor
Bedst: Fibaro Door/Window Sensor – Z-wave-baseret sensor med indbygget temperaturmåler. Den kan fås i flere farver, den er pæn og relativt diskret. Den er absolut ikke billig, men igen kan man mærke kvaliteten i produktet.
Billigst: Xiaomi Aqara fra Aliexpress. På gode dage kan den fås til 50 kr., og med en device handler virker den fremragende i SmartThings. Forbindelsen kan tage lidt tid, men når den først er forbundet, holder den, og batteriforbruget er rigtig fornuftigt.
Bevægelsessensor
Bedst: I denne kategori har jeg tre sensorer, jeg er rigtig tilfreds med. Jeg har praktisk erfaring med Aeotec Multisensor 6, som inkluderer både bevægelsessensor, temperatursensor, lyssensor, fugtighedssensor, vibrationssensor og UV-sensor. Igen ikke en billig løsning, men hvis man kan nøjes med én enhed fremfor flere, fordi den løser flere problemer, er den hurtigt pengene værd.
Fibaro Motion Sensor har bevægelsessensor, lyssensor, temperatursensor og accelerometer, så her får man også meget for også meget for (lidt færre) penge.
Slutteligt virker Samsung SmartThings’ egen bevægelsessensor også virkelig godt. Den kører lokalt på hubben, inkluderer temperatursensor, og koster under 200 kr. – og kvaliteten er fremragende.
Jeg foretrækker Aeotec, men den er dyr i indkøb, så kan jeg nøjes med færre funktioner, går jeg efter Samsung’s egen sensor.
Billigst: Igen slår Xiaomi Aqara til. For ca. 80 kr. kan man få en sensor med bevægelses- og lyssensor, og igen er kvaliteten rigtig god til pengene. Denne sensor bruger jeg i de rum, hvor bevægelse er det eneste, jeg har brug for.
Med ca. 80 kr forskel på en Aqara-sensor og en SmartThings-sensor er jeg dog begyndt at skifte mine Aqara-sensorer ud med SmartThings’.