Da det smarte hjem blev dumt7 min read

Mandag i påsken tog jeg med vores søn, Bastian, i sommerhus. Mette og vores datter Clara skulle støde til tirsdag, hvor vi også fik en håndværker på besøg.

Kort før Mette og Clara skulle afsted satte håndværkeren en cementblander til et stik i carporten, og tog strømmen i hele huset. Normalt ikke et problem, men i dette tilfælde stod modemmet til husets fiberforbindelse af. Oh shit.

Vores smarte hjem er bygget op om SmartThings, som fungerer bedst med internetforbindelsen aktiv. Man kan købe sig til devices, der fungerer med lokal eksekvering, og dermed er uafhængigt af en fungerende internetforbindelse, men sådan er mit smarte hjem ikke bygget op.

Så, der var to praktiske problemer: De fleste smarte dimser var sat ud af drift, fordi SmartThings ikke kunne forbinde til skyen – dermed var alle bevægelsessensorer, alarmen og videoovervågningen ude af drift. Det betød ikke så meget som problem nummer to: Termostaterne i stue og køkken var ved at varme huset op da netværket røg, og de fik ikke umiddelbart besked på at skrue ned af Danfoss’ hub.

Mette var som sagt på vej ud ad døren, og til sidst opgav vi at få styr på termostaterne inden hun smuttede. I løbet af tirsdagen fik jeg håndværkeren til at prøve at genstarte og nulstille fibermodemmet, uden held, og efter lidt dialog med Waoo fik jeg arrangeret en tekniker til at komme ud – indenfor 3 hverdage. Jeg sad altså i et sommerhus to en halv times kørsel fra vores hus, med termostater der prøvede at varme huset op til en temperatur nær solens, uden adgang til netværket på nogen måde, halvanden hverdag før fem helligdage/weekenddage i streg. Mette sagde det meget fint, da hun ankom til sommerhuset: “Det her sker ikke igen. Det løser du.” Jeg var ret enig.

(Waoo kom forresten onsdag og monterede et nyt modem. Alt endte godt.)

Så NU skal huset sikres mod lignende problemer. Indkøbslisten tæller et 5G modem fra 3, en mobil bredbåndsforbindelse, og en UPS til mit rackskab.

Det har jeg købt

En UPS fra Powerwalker på 600w og et 5G-modem fra Huawei.

UPS’en er valgt for at sikre, at en håndværkers cementblander ikke igen tager livet af skrøbeligt udstyr. I mit rackskab har jeg både en Synology Diskstation med fire harddiske, og en UDM Pro med en harddisk, der fungerer som router og hjerne i videoovervågningen. De har ikke godt af at blive lukket hårdt ned.

Modemmet er valgt som backup til vores fiberforbindelse – helt enkelt.

UPS’en er valgt ud fra tre kriterier:

Pris
Ca. 1.200 kr. for 600 w batteri med fire Schuko-stik, hvoraf de to har egentlig UPS-funktion, og de to andre blot sikrer mod udsving i strømmen.

USB-forbindelse
Min Synology-enhed understøtter USB-forbindelse til en UPS, så Synology’en får besked hvis strømmen går, og kan lukke pænt ned, uden risiko for datatab.

Design
UPS’en kan ligge i mit rackskab ved siden af Synology’en, så alt kan låses inde.

Modemmet er valgt fordi det var det eneste 5G-produkt 3 (som leverer firmatelefonens abonnement) havde på hylden – og fordi det understøtter muligheden for at slå alle router-funktioner fra. Dermed kan det kobles direkte til min UniFi Dream Machine Pro uden videre tilpasning.

Den praktiske opsætning

UPS’en er som nævnt placeret i mit rackskab. I skabet har jeg en PDU (Power Distribution Unit) monteret, og den er koblet direkte i et af UPS’ens Schuko-stik. PDU’en leverer strøm til både min Dream Machine, min Synology, og to Raspberry Pi’s, jeg bruger til lidt tests. 5G-modemmet får selvfølgelig også strøm fra PDU’en, og dermed er alle centrale dele af mit hjemmeinternet sikret mod nedbrud ved strømafbrydelse.

Tager jeg strømmen til rackskabet, slår UPS’en øjeblikkeligt til, og intet går ned. Job well done!

5G-modemmet er forbundet til min Dream Machine via et normalt ethernetkabel sat i en converter fra SFP+ til RJ45. Opsætningen i UniFi’s software var ikke-eksisterende – jeg satte netværkskablet mellem 5G-modemmet og min Dream Machine, og med det samme konstaterede softwaren, at jeg nok var interesseret i at bruge den som fallback.

Kort fortalt opdager softwaren på min Dream Machine, at der er to WAN-forbindelser til rådighed, og den skifter automatisk mellem dem. Sådan ser det ud, når man pinger en IP-adresse mens fibermodemmet bliver tændt og slukket igen.

Tre pakker ryger i svinget – resten leveres helt uden problemer.

5G-forbindelsen er i praksis en 4G-forbindelse, som er hurtig nok til at fungere tilfredsstillende, men dog ikke hæsblæsende. Her er pointen dog, at der skal være fungerende internet, ikke perfekt internet.

Konklusion

I løbet af de sidste seks år har vi haft to strømafbrydelser, hvor al strømmen er gået i huset, og 3-4 nedbrud af max 20 minutters varighed på vores fiberforbindelse fra Waoo.

I samme tidsrum har netværket været nede noget hyppigere på grund af, at nogen har slukket kontakten fibermodemmet er sat til, eller at fibermodemmet er afgået ved døden.

På basis af det har jeg vurderet, at en UPS og et 5G-modem fjerner 90% af de situationer, hvor netværket kan forsvinde i huset. Næste indkøb bliver en lille UPS til min SmartThings Hub … 🙂

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *