Snip snap snude – kabel-tv er ude5 min read

Eller, det har det faktisk været et stykke tid. Kabel-tv var en af de første ting, Mette og jeg var enige om at sige nej til.

Frem til juni 2015 boede vi i lejlighed og havde kabel-tv – den store pakke, til ca. 350 kr. per måned. Desuden lejede vi en Yousee-boks, som kostede yderligere 100 kr, så for små 500 kr. tv-pakke hver eneste måned.

Yousee-boksen var første skridt på vejen til større kontrol med vores tv-kiggeri. Der var pause-funktion, og den kunne optage vores yndlingsserier, og det gjorde, at vi i langt højere grad så tv når det passede ind i vores rytme, fremfor at tilpasse rytmen til de serier, vi nu gerne ville se.

De mange bokse

Inden Yousee-boksen var der andre bokse. I vores tv-bord har gennem tiden stået en stor, kluntet PC med Windows XP og VLC, en klassisk Xbox med XBMC og en Mac Mini med en af de første versioner af Plex. Målet har altid været en pæn, brugervenlig løsning, som kunne streame fra en lokal harddisk, hvortil jeg kunne rippe DVD’er osv.

Vi fik aldrig brugt det meget, for det var for forpligtende at gå i gang med en film hver eneste aften, og serier gad jeg ikke købe for at rippe.

Derfor var timingen god i juni 2015, hvor vi købte hus, og flyttede fra lejligheden. Vi besluttede os for, at der ikke skulle være tv-abonnement af nogen slags i huset, og se om vi kunne klare os med streaming. Jeg kan kun anbefale at klippe kablet på et tidspunkt, hvor det ellers passer i livet – så er der færre rutiner at lave om på.

Løsningerne

Da vi flyttede havde vi allerede et Netflix-abonnement – som dog ikke blev brugt voldsomt ofte. Desuden havde vi en NAS (Network Attached Storage) i form af en Synology DS212+ med 1,5 TB diske stående, hvorpå alle vores DVD’er var rippet.

I huset sluttede jeg et Amazon FireTV til fjernsynet, og fik Kodi installeret. Desuden fik jeg også indkøbt et Apple TV 4 og en Google Chromecast, så det var grundlag for at teste hvilken løsning, der fungerede bedst for os. Det har vist sig, at et mix af alle løsningerne virker bedst.

Til daglig bruger vi primært Apple TV 4. Herfra streamer vi DR, og via mit mobilabonnement i firmaet har jeg TV2 Play, som også bruges jævnligt. Desuden har vi adgang til Viaplay og Yousee via familiers abonnementer, som de venligt deler med os.

“Jamen, David – så har I jo slet ikke droppet kabel-tv!” – tænker du nok? Og du har ret. En hel del af det, vi streamer, kommer fra de store kanaler og kabel-tv-udbydere. Den store forskel er, at vi ikke længere ser flow-tv, overhovedet.

For vi har fået to børn, og alt er nu on demand. Kaj og Andrea, tv-avisen, GLOW, Paw Patrol, Dybvaaaaad, Orange is the New Black – det eneste vi ser live er sport.

Synology’en er også blevet opgraderet – mere om den i et andet indlæg. I dag er det en DS918+ med i alt 6 TB plads, som bruges på DVD-samlingen. Til børnene har vi købt en kasse med ~40 DVD-film på dba.dk, og rippet dem alle, så nu er der Lego Batman, Toy Story, Ice Age, Cars og Planes til den store guldmedalje.

Til at streame fra Synology’en bruger vi Kodi på FireTV, og den æder alle videoformater, vi kaster efter den, ligesom styring af lydspor og undertekster er nemt.

Chromecast’en bruges hvis vi skal se en hurtig Youtube-video eller lignende, men det er klart den enhed, der bruges mest sjældent.

Fjernbetjening

Vi er sgu nok lidt gammeldags. Jeg synes ikke det er fedt at rode med telefonen for at finde noget at se på Yousee-app’en, for dernæst at cast’e det til Chromecast’en, selvom det uden tvivl fungerer fint. Jeg vil have en fjernbetjening med knapper, jeg kan mærke, og jeg vil se udvalget på den store skærm på væggen.

Derfor bruger vi en Logitech Harmony fjernbetjening til at styre det hele. Den er sat op med actions som “Watch Apple TV”, “Listen to Stereo” osv., og den tænder og slukker automatisk for de enheder, som skal bruges, eller ikke længere skal bruges.

Der findes selvfølgelig også en app, som lader os køre alle actions, ligesom Google Home i stuen også taler Harmony’sk, men fjernbetjeningen er det, vi typisk bruger, når vi sidder i sofaen. Der er noget rart ved fysiske ting, som bare virker, og det har Harmony altid gjort.

Opsummering

Klip kablet! Det er ikke nødvendigt. Der findes rigeligt med fede streamingtjenester, som Netflix, HBO, Viaplay, TV2 Play osv., og du kommer uanset hvad til at spare på din månedlige regning, med mindre du shopper amok i streaming.

Køb et Apple TV 4 – det er efter min mening den absolut bedste enhed til streaming fra flere forskellige udbydere.

Køb en Chromecast – den første version fås meget billigt på DBA, og den er stadig rigeligt fin til de fleste formål. Det er forrygende let at streame fra Youtube osv. direkte til Chromecast.

Bonus! Har du mulighed for det, så sæt en harddisk på netværket, og stream fra den til Apple TV, eller hvad du nu kan finde på. Hvis du ikke er til piratkopiering, kan du finde mængder af billige DVD-film på DBA, og de kan rippes til din harddisk temmelig hurtigt, inklusiv undertekster osv.

Gør som 419 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

Posted in TV

3 thoughts on “Snip snap snude – kabel-tv er ude5 min read

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *