Test af Point – intelligent multisensor8 min read

Det er egentlig logisk.

Smid så mange sensorer og intelligens, du kan, i en lille, lækker kasse, som kan monteres hvor som helst.

Og prissæt den, så den er billigere end alternativet.

Derfor er det også underligt, at ingen har tænkt som firmaet Minut, og lavet et produkt som Point. Jeg har fået lov til at have en Point til test i et par uger, og jeg er dybt imponeret.

Hvad er Point?

Point er, som nævnt, en multisensor. Den kan måle:

  • Temperatur
  • Luftfugtighed
  • Lufttryk
  • Bevægelse
  • Lyd

Det hele er pakket ind i en lækker lille gadget på 46mm x 85mm. Den er nydeligt designet, og den stinker af kvalitet – selv Mette er faktisk positivt overrasket over designet. Og så ligner den grangiveligt en (pæn) røgalarm.

Men er det så en røgalarm?

Nej. Den kan ikke registrere røg. Ved første øjekast virker det satme som en mærkelig beslutning fra Minuts side!

Men det er netop en af de seje ting ved Point, og en af de ting, der forsvarer prisen på (i skrivende stund) 1.195,- gode, danske kroner.

Hvis Point placeres i nærheden af en af dine billige røgalarmer (f.eks. Harald Nyborgs de billigste, til 35 kr.), kan den genkende lyden fra den billige røgalarm, og give dig besked på din telefon, hvis alarmen går.

Hvorfor er det smart?

Er du på jagt efter en røgalarm, som kan give dig besked på telefonen ved brand, kunne du f.eks. kigge på Netatmos smart home røgalarm. Den koster i skrivende stund 899,- kroner. Hvis du placerer Point et centralt sted i huset, kan den typisk nemt høre op til fire røgalarmer – så bliver regnestykket:
Point-enhed + fire HN-alarmer: 1.195 + (4 * 35) = 1.335,-
Fire Netatmo røgalarmer: 3.596,-.

Min Point-enhed sidder i gangen, og den kan som minimum registrere lyden fra røgalarmerne på soveværelset, børneværelserne og gangen. Jeg tror faktisk den også kan høre alarmerne i køkken og stue. Dét er sgu da kløgtigt! Der sparede jeg lige 3.989,- – Mette bliver glad.

Og så er vi ikke engang kommet til resten af de indbyggede funktioner.

Beskyttelse og sundt hjem

Point’s funktioner er delt i to: De sikkerhedsrelaterede, og de sundhedsrelaterede.

Sikkerhed

Jeg har allerede skrevet lidt om, hvordan du kan bruge Point med dine røgalarmer. Det var jeg nødt til at få ud som det første, for jeg er decideret vild med idéen!

Men, Point’s lydsensor kan faktisk også genkende lyden af en rude, der knuses. Desuden har den indbygget bevægelsessensor, og i den tilhørende app (som er mindst lige så lækkert designet som selve Point-enheden), kan du slå alarmen til og fra. Point er nemlig også en enkel smart home-alarm.

Når Point’s alarm er slået til, og den genkender lyden af en rude, der knuses, eller opdager bevægelse, bipper Point i 20 sekunder – og så går en alarm i gang. Samtidig får du en notifikation på din telefon, som fortæller dig præcis hvilken Point-enhed i dit hjem, der har opdaget indbruddet.

Reagerer du ikke på alarmen indenfor 45 sekunder, kan Point automatisk give besked til dine venner i nabolaget, så de kan reagere på indbrud eller brand. Du kan tilføje familiemedlemmer og venner direkte i app’en – og Point kender selvfølgelig forskel på dem, så dine venner ikke kan slå din alarm til og fra.

Venne-funktion er en Premium-tilføjelse til ca. 5$ per måned, men de første 12 måneder er inkluderet ved køb af en Point-enhed.

Har du en eksisterende ikke-så-smart-alarm, kan Point selvfølgelig også gøre den temmelig-smart. Point kan genkende lyden fra din gamle alarm på samme måde som den genkender lyden fra dine røgalarmer, og notificere dig, hvis alarmen går. Stærkt!

Sundhed

Point overvåger også både temperatur og luftfugtighed i hjemmet, og ud fra tallene kan den oven i købet estimere, om der er risiko for skimmelsvamp.

I app’en findes fine grafer over udviklingen i løbet af dag, uge, måned og år. Jeg er særligt vild med lydsensorens graf – det er meget tydeligt, hvornår vi er hjemme, og hvornår vi ikke er. Det er vist også tydeligt, at vores børn støjer en lille smule …

Jeg er også vild med grafen over temperaturen, hvor man kan se effekten af dag- og nattesænkning på vores Danfoss Living Connect-termostater.

En lækker, lille detalje er, at Point kan bruges som nattebelysning. Det sættes nemt op i app’en, og Point tænder ganske enkelt sin indbyggede lampe ved bevægelse i tidsrummet du definerer. Endnu et eksempel på, at Minut har tænkt sig om, da de udviklede Point.

Udover at måle på temperatur, luftfugtighed og lyd kan Point også give besked, hvis nogen af tallene overstiger et vist niveau.

Her har jeg sat Point op til at give besked, hvis lyden i gangen overstiger 70 dB. Vil du gerne følge med i, om sønnike fester lidt for vildt, mens du er på ferie, er funktionen helt oplagt. Udlejer du din lejlighed via Airbnb, er det en nem måde at holde øje med, om dine gæster irriterer dine over- og underboer.

Integration med andre systemer

Jeg prædiker altid Smartthings, fordi jeg er vild med at have én app til hele lortet. Desværre taler Point ikke direkte med Smartthings – men, den taler med IFTTT, og så bliver jeg glad, for IFTTT taler også med Smartthings!

Via IFTTT kan du køre actions, hvis temperaturen, lydniveauet eller luftfugtigheden stiger eller falder, eller hvis Point genkender et indbrud, eller røgalarmen går. Særligt sidstnævnte synes jeg er smart – jeg vil bruge det til at tænde alt lys i huset via Philips Hue, hvis det brænder.

Opdatering: Siden anmeldelsen blev skrevet, har Minut droppet understøttelse af IFTTT for Point. Google Assistant og Amazon Alexa er stadig understøttet.

Point understøtter også Google Assistant, så du kan spørge til temperatur og luftfugtighed, eller slå alarmen til og fra, og HomeKit-understøttelse er i skrivende stund på vej i beta-test. Minut har tydeligvis forstået, at Point skal kunne leve side om side med alt andet smart home-gøgl.

Konklusion

Er der slet ikke noget skidt ved Point?

Jo, prisen synes jeg som udgangspunkt ligger i den høje ende. Point foreslår 3-4 enheder i et normalt parcelhus, og de 4.800,- er en stor investering. Omvendt er det ca. samme pris, som hvis man skal indkøbe et normalt smart home alarmsystem fra bunden. Det er også markant billigere end at fylde hjemmet med smarte røgalarmer, der (kun) kan give besked på telefonen ved brand.

Jeg er, som det nok fremgår af testen, ret begejstret for Point. Jeg elsker gennemarbejdede produkter, og det er det her uden tvivl. En enkel, overskuelig app, nydelig hardware, nem integration, og lige præcis funktioner nok til at de er brugbare, uden at de forvirrer.

Og hvad siger Mette så? Fordi Point ligner en helt normal røgalarm, har hun faktisk ikke kommenteret på, at den er sat op i gangen, siden den blev monteret … Og det er vel den bedste anbefaling, et produkt kan få?

Point kan købes hos smart.dk

Indlægget er sponsoreret af Vendora, men er 100% udtryk for min egen holdning til produktet.

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

9 thoughts on “Test af Point – intelligent multisensor8 min read

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *