Anmeldelse af Danfoss Living Connect7 min read

Velkommen til! Jeg har anmeldt Danfoss’ nyeste termostatserie, Ally – du finder anmeldelsen lige her.

Da vi flyttede ind i huset, besluttede vi os hurtigt for at finde en løsning på varmesituationen.

I huset fra 1969 var returtermostater monteret på alle radiatorer, og det ville vi gerne ændre på. En returtermostat fungerer ved at måle på temperaturen på det vand, som forlader radiatoren, hvilket er rigtig godt, hvis man har fjernvarme, men ikke så godt for komforten i huset.

Fremløbstermostater fungerer bedre, da de måler på temperaturen i rummet, og justerer mængden af varmt vand, som lukkes ind i radiatoren. Det giver bedre komfort, men kan give lidt dårligere økonomi i et hjem med fjernvarme, da vi her betaler for hvorvidt vi afkøler fjernvarmevandet til et fornuftigt niveau eller ej.

For os er komforten i rummene vigtigere end om vi betaler 1.000 kr. mere om året for at opvarme huset, så beslutningen var hurtigt truffet. Bemærk, jeg aner ikke om fremløb koster os 1.000 kr. mere om året i varme – tallet er rent gætværk. 🙂

Danfoss Living

Da vi skulle vælge termostater, valgte vi hurtigt Danfoss Living Connect som løsning.

Danfoss Living Connect er en intelligent, wifi-baseret løsning, som lader en central “hjerne” (Danfoss Link CC) styre en række termostater, som monteres på hver radiator i huset. I Link kan man opsætte enkelte værelser samt en living zone, og man kan frit definere temperaturen i både værelser og living zone.

Det smarte ved Danfoss Living Connect er, at man kan automatisere natsækning og dagsænkning, hvor temperaturen i huset sænkes, når det passer i ens dagligdag. I vores hjem slukker Link for varmen hver nat, indtil den rammer 17 grader, hvorefter temperaturen holdes, og hver morgen sørger Link for, at der er 21 grader varmt kl. 5:30, når Mette står op.

Når vi forlader hjemmet omkring kl. 8, slukker Link igen for varmen, og kl. 16, når vi kommer hjem, er temperaturen igen 21 grader. Alt er styret automatisk, og Link lærer løbende vores rutiner og vejret at kende.

I kælderen er Link sat op til at holde 20 grader døgnet rundt, året rundt – der sænker vi ikke temperaturen om natten.

På børneværelserne er tiden sat lidt anderledes, da børnene går i seng tidligere end vi gør, ligesom temperaturen holdes lidt højere end 17 grader.

Besparelse med Danfoss Living Connect

Danfoss sælger Living-setuppet med løfte om op til 28% besparelse på varmeregningen. Vi fik desværre Living monteret så kort tid efter indflytning, så vi ikke reelt har noget at sammenligne med. Vores varmeforbrug er dog ret gennemsnitligt, så vidt jeg kan se, så det er i hvert fald ikke dyrere end andre setups. Til gengæld er komforten fantastisk.

Temperaturen i de forskellige værelser er nærmest konstant, og man behøver faktisk sjældent bekymre sig om justering af varme. Når det endelig sker, gøres det hurtigt via Danfoss Link-app’en, som både lader os ændre temperaturen midlertidigt og permanent.

Irritationsmomenter

Jeg har tænkt virkelig længe over dette punkt. I diverse online debatter nævner flere, at batterierne er et problem – de skal ofte skiftes. Vi har ni sæt Danfoss Living-termostater i brug, og jeg har skiftet batteri på tre af dem over de sidste tre år. Det er ikke nok til, at jeg gider irritere mig over det.

Til gengæld irriterer det mig, at Danfoss Link ikke taler med andre systemer som IFTTT, SmartThings (det gør de faktisk alligevel, for der findes også en z-wave-version), Google Home, Alexa osv.

(Hør! Hov! Opdatering, november 2018. Danfoss Link kommer til at understøtte Alexa i fjerde kvartal 2018.)

Mest af princip irriterer det mig, for når jeg tænker efter, kan jeg ikke se hvad jeg egentlig savner. Link styrer fint temperaturen for os, den sænker automatisk på specifikke tidspunkter, og jeg har egentlig ikke brug for at kunne skrue op og ned for temperaturen via Google Home. Det sker virkelig, virkelig sjældent, at vi lige har brug for at hæve temperaturen en halv grad en enkelt aften.

Det går mig dog på, at jeg ikke kan bruge f.eks. IFTTT til at slå dagsænkning af temperaturen fra, f.eks. på basis af om min mobiltelefon er hjemme eller ej. Arbejder jeg hjemme, skal jeg huske at fortælle Danfoss Link det via app’en – det tager ca. 2 tap i app’en, men det ville være smart om det virkede automatisk.

Til gengæld kan jeg godt se, at det kun er brugbart i teorien, for selv når jeg arbejder hjemme, afleverer jeg børnene i institution, og pludselig er min telefon ikke hjemme, og så forhindrer IFTTT alligevel ikke, at temperaturen sænkes. Suk. Jeg tror desværre ikke den er så nem at løse, som nogen gerne vil bilde os ind, hvis man tager komforten med i betragtning.

Danfoss Living Connect vs Tado

Siden vi købte Danfoss Living er Tado kommet til som alternativ løsning. Det er også en smart termostat med “hjerne”, men Tado kan integreres med mange andre platforme. Om det virker bedre, ved jeg ikke, men jeg har, lidt naivt måske, stor tillid til Danfoss som producent af varmeprodukter. De har trods alt en hel del års erfaring på området.

Omkostninger og tilskud

Vi betalte ca. 5.000 kr. for at få konverteret otte eksisterende radiatorer fra returløb til fremløb. Det var ren VVS-omkostning, og VVS’eren monterede også de Danfoss Living-termostater, vi havde købt online inden da.

Termostaterne og Danfoss Link stod os i 5.280 kr. – det er blevet lidt billigere siden da.

Desuden fik vi ca. 46 kr. i tilskud per termostat, vi udskiftede, fra EnergiFyn. Tjek din lokale energileverandør for lignende tilskud – for os gav det ca. 415 kr. i tilskud.

Bemærk, og det er vigtigt! Du må ikke købe ind, før du har fået tilsagn om tilskud. Det gives ikke med tilbagevirkende kraft.

Konklusion

Danfoss Living Connect er, efter min mening, alle pengene værd. Skulle jeg købe i dag, havde jeg nok testet z-wave-versionerne med Smartthings, fordi det giver en højere grad af kontrol over temperaturer, sænkning osv.

Efter testen havde jeg nok indset hvor svært det er at lave opvarmning intelligent, og udskiftet z-wave-termostaterne med Danfoss Link CC alligevel. Skidtet virker bare, og jeg er virkelig tilfreds med vores investering.

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

39 thoughts on “Anmeldelse af Danfoss Living Connect7 min read

  • Super interessant læsning.

    Jeg har kigget på Danfoss Living LC13 hvor der står man skal kunne slutte dem til Smartthings Hub og derfra styre varmen. Hver radiatorventil koster små 350 kr. ved proshop. Er det dem du har brugt? Jeg overvejede Fibaro som alternativ da man her kan placere termometer et andet sted i rummet fremfor måler der sidder på radiatoren.

    https://www.proshop.dk/Smart-Home/Danfoss-LC-13-Thermostatic-Radiator-Valve/2623079?utm_source=pricerunner&utm_medium=cpc&utm_campaign=pricesite
    https://www.proshop.dk/Smart-Home/Fibaro-Radiator-Thermostat-Starter-Pack/2637987

    Men kan da godt være jeg skal gå i tænkeboks ift. om jeg skal købe den starterpakke du købte.

    • Hej Carsten,

      Tak for din kommentar!

      Jeg har ikke valgt Z-wave-versionen, af to årsager:
      1: Jeg kendte ikke til den, da jeg købte mit system. Vi købte systemet før jeg rigtig dykkede ned i smart home-verden.

      2: Efterfølgende har jeg overvejet at udskifte mit system med Z-wave-versionen, men jeg ved ærligt talt ikke hvor meget “black magic”, der sker i Danfoss’ box, og jeg er bekymret for at skulle efterligne al deres logik i mit eget setup.

      Lad mig uddybe: Det er enkelt nok at holde styr på hvornår lyset skal tænde og slukke automatisk, der er meget få faktorer, der spiller ind.
      Varme er, umiddelbart, noget helt andet: Årstider, udendørstemperatur, vind, regn, osv. Jeg har sat vores system op til at varme op, så huset er varmt når vi kommer hjem omkring kl. 16, men det er ikke nok, at systemet tænder for varmen i alle rum kl. 15:30 – der kan være 25 grader i stuen om sommeren, eller 17 grader en kold dag om vinteren, og varmen skal tændes forskelligt i disse tilfælde. Falder temperaturen fra 20 grader til 19,5 grader, skal systemet ikke bare skrue op på fuld kraft til vi rammer 20 grader, fordi vi så formentlig ender på 21 grader før det slår igennem, at systemet har lukket for varmen igen.

      Kort fortalt har jeg ikke lyst til at bygge den nødvendige intelligens, og derfor har jeg indtil videre valgt Danfoss’ lukkede system. Det virker desværre virkelig godt.

      Og så lever jeg med, at jeg ikke kan bede Google skrue op og ned for temperaturen, for vi justerer alligevel næsten aldrig på temperaturen i huset. 🙂

      /David

  • Jeg har nu fået LC13 installeret i et værelse – og via Webcore forsøgt at styre det tidsmæssigt med hvad den skal skrue Danfoss op på – håber lidt at jeg via Xiamo temp. sensor i hvert rum egentlig kunne lave noget smart løsning. Men det lyder til at du fandt ud af Danfoss har lavet løsningen og den fungerer (med Link). Jeg har fremløbsventiler på alle mine radiatorer så det er bare at udskifte termostaten. Har du sat termometer op i hvert rum?

    • Mine termostater er ikke Z-wave, så de er slet ikke koblet på SmartThings. Jeg bruger Danfoss’ Link-enhed til at styre varmen rundt omkring i huset, så jeg har helt undgået at skulle bygge intelligensen til opvarmning og afkølning.

      Jeg bruger indtil videre den indbyggede føler i termostaten, men jeg har overvejet rumtermostat i stuen. Indtil videre har komforten dog været fin med den aktuelle løsning.

  • ps. det virker fint via Webcore – i hvert fald at få temp. op – men puds nok selvom pistonen angiver temp. skal sættes ned efter 1,5 time – så modtager Danfoss intet – så tænker det med link nok er den bedre løsning.

    • Hm, har du prøvet at indsætte en notifikation/SMS i Webcore-koden omkring det kald, der beder Danfoss sænke temperaturen? Jeg tænker på om den del af koden overhovedet bliver kørt?

      Det er desværre lidt en hovedpine at skifte til Link-enheden, da alle termostater også skal skiftes. Link-enheden taler ikke Z-wave. 🙁

  • Ja, får notifikation om temperaturen er skruet ned (som der er kodet via WebCoRE). Virkelig sært da den godt kan skrue op – men ikke ned (åbenbart). Læste et sted Danfoss går i dvale – og den gemmer sendte kommandoer indtil den vågner op.

    • Hm, så lyder det sgu ikke som om det er specielt let at håndtere.

      Har du luret på nogen af de SmartApp’s, der er udviklet til termostatstyring? Det er muligt de er for amerikanske (aircondition og centralvarme og sådan), men måske de kan hjælpe med den intelligente styring.

    • Jeg ELSKER Device Handlers til SmartThings – det gør seriøst det hele meget nemmere og mere fleksibelt. 🙂

  • Det som irriterer mig mest er at der kun kan være to temperaturer.
    Jeg kan ikke bede den om lige at hæve temperaturen en grad om aftenen, når sofaen og Netflix er ved at få overtaget og man ikke spæner rundt i huset længere.

    Når det er jul/helligdag/vinterferie skal du hver eneste dag trykke “Hjemme” da huset ellers bliver koldt. Det er også temmelig irriterende.

    • Jeg kan sagtens bede den hæve temperaturen for en enkelt aften. Jeg sætter det op i oversigten over temperaturer i højre side, og så har det effekt indtil vi passerer et tidspunkt, hvor temperaturen ifølge programmet skal ændres.

      Men jeg er enig, jul/helligdag/ferie er irriterende. Man bør dog kunne løse det ved at sætte den på ferietemperatur, men så ryger natsænkningen desværre.

    • Jeg håber Alexa er første skridt på vejen til mere integration, men det er nok optimistisk. 😉
      /David

  • Min erfaring er at det er noget skrammel. Plastikknapperne på termostaterne knækker og de mister “grebet” om ventilen. Jeg har skiftet 4 termostater på 5 år og en til er lige knækket. Vi bruger jo ikke knapperne, men opdager det ved at radiatoren bliver bragende varm. Forstår det ikke. Det må være noget virkeligt ringe plastik.

    • Pænt mærkeligt! Jeg har ikke haft ét problem i den stil med vores, og de sidder på både børneværelser og i stuen med masser af trafik omkring.
      Jeg ville høre Danfoss ad om det. De virker til at tage deres produktansvar seriøst.
      /David

  • Nogen med erfaring i appudvikling burde kunne analysere hvordan Danfoss’s app kommunikerer med Danfoss’s server i skyen, som panelet i huset bruger som mellemmand, postkasse. (Alle de smartenheder i hjemmet, der kan styres udefra bruger en sådan “skypostkasse”, da det ikke er muligt at kommunikere direkte mellem en enhed i hjemmet og en mobiltelefon)

    Kender man protokollen, kan man emulere appen, så leverandøren bare ser ens homeautomation som en app-bruger.

    Således har jeg forbindelse med min Husqvarna robotplæneklipper (pyhusmow) og min kattelem, der læser kattens chip og kun åbner for autoriserede katte, og lader mig se om kattene er inde eller ude på mit node-red display i køkkenet.

    Jeg er ikke så interesseret i at kunne styre temperaturen; det klarer Danfoss’en selv fint, men jeg ville gerne kunne aflæse temperaturen; lave kurver og se alle temperaturer samtidigt på et kort over huset.
    Når Alexa kan tale med Danfoss, hvorfor kan google og ifttt ikke få lov?

    • Hej Leif,
      Problemet er, at kommunikationen mellem Link-enhed og Danfoss’ systemer helt sikkert er krypteret, så at sniffe det bliver besværligt.

      Jeg ville elske hvis Danfoss åbnede for systemet, så data var nemmere tilgængelig. Geofencing til at styre hvornår dagsænkning går i gang kunne f.eks. være en rigtig god start, og knapper til at aktivere natsænkning, f.eks. via IFTTT eller SmartThings, ville også få systemet til at virke noget smartere.

      Nå, vi kan håbe Danfoss en dag får øjnene op for smart home-dimseri. 🙂
      /David

      • Men nu er det så heldigt at man kan downloade Danfoss-appen og analysere hvad den gør; man kan køre app’en i en emulator og en disassembler.

  • Hej David

    Fed læsning og god anmeldelse. Jeg går faktisk selv og skifter fra Tado til Danfoss Connect, da Tado fungerer lidt anderledes. Hvor Danfoss kan finde ud af at lukke lidt op for radiatoren, så den ønskede temperatur kan nåes, er Tado mere en on/off-ting. Er der 19 grader i stuen, hvor der skal være 20, smadrer den altså radiatoren op på max, hvorved man ofte rammer en temperatur på 22-23 grader.

    Ja, og derudover er termostaten to gange gået i hak ved en åben ventil. Heldigvis var vi hjemme, så vi kunne fikse det, men var det ikke tilfældet, blev det en dyr omgang. Når ja, og Google Assistent er da nice, men vi har måske brugt det ti gange i løbet af et år.

    • Hej Michael,
      Præcis min pointe! Stemmestyring af varmesystemer er ikke særligt brugbart – jeg er glad for du har samme oplevelse. 🙂

  • Havde ellers besluttet at købe Danfoss Living indtil jeg blev tudet ørene fulde af at Tado var bedre så var meget i tvivl, efter din anmeldelse er jeg ret sikker på Danfoss er det rigtige for mig.

    Vi har som dig kælder under huset og kan godt se ideen med at holde kælderen varm hele året da varmen stiger op af og der med også gavner i stueetagen, men hvorfor sænker i det ikke om natten?

    Omkring tidsstyringen skriver du det selvfølgelig er forskelligt sommer og vinter osv. Når man indstiller til at det skal være 20 grader kl 16, måler systemet selv løbene hvornår det skal starte for at rummene er opvarmet kl 16 eller starter det først op kl 16 så man reelt skal vælge en tidlige tid den skal varme?

    Tak for en super anmeldelse

    Lavede i selv alt opsætning af styringen, vores VVSer som ellers har været reel med alt andet siger at det er ret bøvlet og han anbefaler at vi lader ham gøre det (og selvfølge betaler timeløn for dette)

    • Hej Michael,
      Tado og lignende roses mange steder, men jeg stoler stadig på, at Danfoss ved mere om varme end de fleste andre producenter. Jeg er i hvert fald slemt tilfreds med vores Danfoss-løsning.

      Vi sænker ikke temperaturen i kælderen, da der er fugt i væggene, og de har det bedre med fast, konstant temperatur.

      Systemet kender dine vaner samt dit hus (det lærer det indenfor de første par uger), og på basis af denne viden tænder det for varmen på det rette tidspunkt. Det lærer hvor længe varmen skal køre for at hæve temperaturen fra 19,5 til 21 grader, og sørger for temperaturen er ramt til det tidspunkt, du angiver. Du sætter derfor bare tiden til det tidspunkt, du kommer hjem.

      Jeg lavede selv al opsætning. Det er altså ikke sindsygt komplekst. Jeg fulgte efter vores VVS’er, og tilføjede enhederne efterhånden som han satte dem op, og placerede dem i rum. Da det var gjort, satte jeg vores tidsskema op, og siden da har det passet sig selv. Efter min mening er der ingen grund til at betale sig fra det arbejde.

      /David

  • Interessant anmeldelse. Jeg har benyttet Danfoss Living Connect de sidste 3 år og har et minutiøst regnskab for varmeforbrug. Desværre har vi fået lavet flere forbedringer på vores hus i perioden efter vi fik skiftet termostaterne, så jeg kan ikke udtale mig om en konkret besparelse som følge heraf, men mit indtryk er, at det er minimalt.

    Der er dog en kæmpe conveniencefaktor i at kunne styre sin varme i huset fra sin mobiltelefon.
    Jeg er fuldstændig enig med dig i kritikpunktet om at produktet ikke understøtter andet end Amazons Alexa, men jeg tror simpelthen det skyldes produktet er udviklet noget tid inden smartdevices.

    Jeg har også som en anden bruger herinde beskriver oplevet, at en af mine termostater tabte forbindelsen til CC-enheden. Den har jeg endnu aldrig kunne få forbundet igen, så den lever lidt sit eget liv baseret på egen temperaturmåling.

  • Hey
    Når jeg nu har investeret i Danfoss LC.
    Er der en mulighed for at kunne datahøste en historisk graf – fx over natten?
    Man kan se temperaturen, men kun som den er lige nu.
    Kunne godt tænke mig at se hvordan temperaturen udvikler sig over nats.
    Er der nogen løsning på det. Har Lonobox vejrestastion og kunne selvfølgelig købe en ekstra føler som jeg kunne placere indendørs, men er der andre muligheder?

  • Ved det er et gammelt indlæg, men lever det stadig op til dine forventninger…. ????

    Ved du om der er temperatur følere (sensore) der kan sidde andet sted i rummet end lige på radiatoren, som så kan sende besked til radiatoren om hvordan temperaturen passer i forhold til det indstillet

  • Hej David.

    Jeg har som du Danfoss Living Connect (wifi-versionen) i et ældre hus, og komforten er super. Det irriterer mig dog voldsomt, at jeg ikke f.eks. kan logge status. Du har vel ikke nogen tips, som du kan give?
    Danfoss er helt lukkede – jeg har haft kontakt til dem flere gange. Medarbejderne er super-flinke, men kommer kun med “no can do”-svar. De siger, at der kommer en opdateret version med (åbent?) API, men efter sigende kan den ikke snakke med nogen af de gamle enheder fordi de samtidig vil skifte den trådløse protokol (Z-wave vs Zigbee). Så hvis man vil den vej (når den kommer), så skal man skifte hele systemet. (For os er det fjernvarmestyring/gateway, ca 10 termostater, gulvvarmemaster, kedelrelæ, forstærker og selvf CC).
    Danfoss har vist ikke tænkt sig at lave en gateway, så det nye system kan styre gamle enheder. Og de gamle enheder udgår, så det med at udvide et eksisterende Link-system kan blive op ad bakke.
    Normalt tænker jeg jo, at et varme-system skal holde 15+ år, men hvad synes du? Er det rimeligt, at en velrenommeret dansk producent både holder protokollen lukket og stopper med at levere til systemet? Hvad vil du selv gøre, hvis du skal udvide med en ekstra radiator (eller gulvvarme) og danfoss ikke leverer til det system, som du har valgt?
    Mvh Bjarne

  • Jeg har desværre også investeret en mindre formue i det “gamle” link system. Systemet er virkeligt noget værre bras og et glimrende eksempel på hvordan man IKKE skal gøre tingende. Det dybt kritisabelt at de bare efterlader deres kunder. De gør jo intet! for at hjælpe de gamle kunder. De kunne i det mindste “åbne” protokollen.
    Jeg hopper ikke på Danfoss igen!

    • Jeg synes ikke systemet er problemet, det virker fremragende – også i den lukkede version. Men, jeg er enig i at det er problematisk, at Danfoss efterlader en masse købere uden mulighed for at udvide deres installation, eller udskifte defekte enheder.

      Desværre tror jeg stadig Danfoss er en af de bedste producenter på markedet i forhold til reel varmestyring. Jeg tror det er sværere end man lige tænker at bygge et varmesystem, som holder huset behageligt varmt på alle tider af døgnet, og samtidig formår at give en besparelse på varmeregningen med natsænkning osv.

      Vi må se hvad de finder på i fremtiden. Desværre har de nok tabt en pæn stak kunder på deres seneste stunt.

      /David

  • Jeg har i 15 år arbejdet med udvikling af elektronik og både som professionel og bruger er der simpelthen for meget der ikke duer. Rumsensorer der er forkert designet og dør hvis batterierne lækker (i øvrigt de batterier Danfoss selv leverede med). Strømforsyning der dør efter 15min drift. Radiatorer med få meters afstand i samme rum, hvor den ene er iskold og den anden rødglødende og jeg kan blive ved…. Det hele rundet “fint” af med et sløvt betjeningspanel, hvor der er så godt som ingen justerings muligheder. Det kunne ellers ha reddet den elendige regulering. App’en er dog ok.
    Men det kan være systemet ikke er designet til mit “meget usædvanlige” setup. Et parcelhus på 140m2 fra 69.

    /Lasse

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *