Lader til plugin-hybrid12 min read

I foråret købte vi en VW Passat GTE fra 2020, en plugin-hybrid med 13 kwh batteri, som vi derfor skulle finde en ladeløsning til. Og ja, nu bevæger vi os igen på grænsen af smart-homeri, men det må I simpelthen lige leve med, for emnet er spændende!

For der er enormt mange valgmuligheder når det kommer til ladning af en elbil eller hybridbil, og ikke alle er lige optimale for alle brugere.

Visse af linkene er affiliate-links, som giver mig nogle kroner i bonus, hvis du køber via linket. Det koster dig ikke en øre ekstra, og det giver mig lidt mere rum til at indkøbe dimser, jeg kan skrive om. Anmeldelser m.v. er aldrig farvet af potentialet for indtjening. 🙂

Hvorfor ikke bare mormorlade?

Der fulgte en fin nødlader eller mormorlader med til vores Passat. Den hedder for øvrigt en mormorlader fordi den kan bruges til at lade bilen, når man er på besøg hos mormor, som naturligvis ikke har en lader til en elbil …

Mange hybridejere vælger blot at bruge mormorladeren til at lade bilen, og det kan som sådan også sagtens bruges, men der er nogle problematikker man skal være opmærksom på.

  • Mormorladeren lader typisk med en noget lavere effekt end en “rigtig” lader til en elbil. Dermed tager det længere tid at få fyldt batteriet op.
  • El-installationen skal kunne klare belastningen fra mormorladeren – selvom den lader med lavere effekt end en rigtig lader, drøner der stadig en hel del strøm igennem stikket når der lades. Det er typisk ikke et problem for f.eks. en elkedel, som også trækker meget strøm, men en elbil lader noget længere end en elkedel koger vand, så varmeudviklingen er større.
  • LK, hvis stikkontakter du formentlig har siddende overalt i dit hus, skriver om godkendelsen: “Den maksimale belastning ved gentagne og langvarige opladninger må ikke overstige 6 ampere”. Det er selvfølgelig også årsagen til, at mormorladeren lader langsommere end en dedikeret lader.
  • Man kan ikke få refusion af elforbrug med en mormorlader – mere om det senere.

Hvilken type lader til elbil?

Der findes et utal af forskellige ladere, nogle meget enkle og andre mere avancerede med f.eks. wifi-understøttelse og styring via app. Jeg havde nogle ønsker, som jeg præsenterede for min elektriker-ven:

  • Forberedt til ren elbil. Vores hybrid lader med 3,7 kw, og det kan de fleste ladere sagtens levere, men jeg ville gerne have en lader, der er forberedt til når vi engang skifter til elbil.
  • Opkobling til internet og app-styring i en eller anden form.
  • God kvalitet og ikke-alt-for-grimt design.
  • Mulighed for at styre hvornår på døgnet bilen lader – for at kunne lade om natten, hvor strømmen er billigst.

Elektriker-vennen anbefalede denne lader fra ABB. Det gjorde han bl.a. fordi han kendte produktet fra sin arbejdsplads, og kunne stå inde for kvaliteten, men også fordi alle ladere til elbiler skal kobles på et selvstændigt RCD (tidligere kaldet HPFI), der kan håndtere DC-lækstrømme, som kan forekomme når en elbil lader. Denne lader har RDC’en indbygget, og dermed sparede vi penge på indkøbet – tiden for installationen var den samme, men RCD’en med beskyttelse for lækstrømme koster typisk mellem 1.500 og 2.000 kr.

Installationen stod samme ven for – vi trak kabel fra tavlen i kælderen langs loftet til kældertrappen, og her fra ud gennem væggen så laderen kunne placeres på siden af huset lige ved indkørslen – tilgængelig, men stadig ikke alt for synlig. Laderen er ikke grim, men pæn er den sgu heller ikke. 🙂

Efter installationen var det bare at sætte kabel til, og så kom der stille og roligt strøm på bilen.

Laderen vi valgte har flere fordele udover de allerede nævnte:

  • Den kan lade med op til 22 kw, hvis installationen kan trække det. Vi har 35 ampere sikring i skabet ved vejen, så der bør være rum til at trække hvis ikke fuldt load, så i hvert fald tæt på, når vi engang skifter til elbil.
    Vores nuværende bil har 13 kwh batteri, mens en fremtidig elbil formentlig har +80 kwh batteri, så det er relevant at overveje i valget af lader.
  • Der er ikke fastmonteret stik, så vi kan købe et længere kabel hvis vi i fremtiden får en bil med stikket placeret anderledes end den nuværende.
  • Den indbyggede app lader os styre hvor mange ampere laderen kan trække – så vi ved vi ikke overbelaster elinstallationen.
  • ABB-laderen kan kobles sammen med et smart meter, som måler den aktuelle belastning på installationen, og automatisk justerer hvor meget strøm den leverer til bilen. Dermed kan der skrues ned for effekten, hvis vi tænder for ovnen, kogepladen, elkedlen og støvsugeren samtidig.
  • Monta understøttes, og dermed kan vi få refusion for en del af det strømforbrug, bilen trækker.

Refusion for opladning af elbil

Altså, David, hvad fanden er alt det her med refusion?

Dig, formentlig

Noget så sexet som processtrømsaftalen gør, at man som ejer af en lader til elbil kan få refusion for den elafgift man betaler, når man lader batteriet i sin bil. Forbruget på laderen skal indberettes, og det står firmaer som Monta for, mod en fast abonnementsbetaling. For et abonnement på 75 kr per måned får vi 1,10 kr per kwh strøm vi bruger på at lade bilen.

Vi betaler ca. 1,80 kr per kwh vi forbruger, så besparelsen på 1,10 kr er til at tage og føle på. Det kræver selvfølgelig et vist forbrug per måned, når abonnementet på 75 kr også skal betales, men det når vi nemt.

Vi skal blot trække 68 kwh per måned til bilen, så er abonnementet til Monta betalt gennem refusion, og alt derover er overskud. Det er ca. seks ladninger af bilen, og ved bykørsel får vi i sommerperioden ca. 45 km rækkevidde på de 13 kwh batteri. Det betyder, at vi efter 235 km på strøm per måned sparer penge på løsningen med Monta.

Der findes mange andre udbydere end Monta, der tilbyder det samme – også et par stykker, der er billigere (typisk 49 kr per måned i abonnement), men Monta virker fantastisk fordi det integrerer med ABB-laderen. Vi skal blot slutte kablet til bilen, så rapporterer laderen konstant forbruget til Monta.

Monta har også straksudbetaling af refusionen. I praksis har du en konto hos Monta med et beløb som løbende stiger, hvorfra abonnementet også trækkes. Beløbet kan du når som helst få udbetalt til din bankkonto – denne proces er noget hurtigere end en del af de andre udbydere, som opgør og udbetaler kvartalsvis, halvårligt eller endda årligt.

(Skulle du have mod på at teste Monta, så kan du bruge mit bruger-ID som reference, så får vi begge 100 kr at lade for. Mit bruger-ID er: user-982462 )

Du kan også, med Monta, udleje din lader til andre brugere. Du kan frit definere prisen på kwh, og laderen er kun synlig for andre Monta-brugere, når den ikke allerede er optaget (af din bil, f.eks.). Vores hus ligger ikke oplagt til at gøre brug af løsningen, men der er potentiale for en fornuftig indtjening, hvis du har en ladestander i et befærdet område.

Og til slut understøtter Monta også ladning på de tidspunkter af døgnet, hvor strømmen er billigst. Det kan der sagtens være god idé i, hvis du lader en elbils batteri (potentielt op til +80 kwh) via laderen.

Hvad så med Clever?

Hvis du har undersøgt mulighederne for ladning af elbiler og plugin-hybrider (PHEV), er du sikkert stødt på Clever. De tilbyder fri opladning af både elbil og PHEV’er til en fast pris per måned på hele deres netværk af offentlige ladere – og for et tillæg ved oprettelsen kan de montere en ladeboks, så du også kan lade hjemme.

Prisen for Clever varierer alt efter om du opretter abonnementet via en forhandler, når du køber en bil, eller du gør det selv via clever.dk efterfølgende. Desuden differentierer Clever på om du får monteret hjemmelader, eller du blot har adgang til at lade på deres fastmonterede ladere rundt om i landet, deraf “Hjemmelader” og “Netværk” i nedenstående tabel. Slutteligt er det dyrere at have elbil på Clever end en PHEV – forståeligt nok.

LadetypeElbil (forhandler)Elbil (Clever)PHEV (Forhandler)PHEV (Clever)
Hjemmelader749,-799,-369,-419,-
Netværk625,-245,-
LaderinstallationVarierer7.999,-Varierer7.999,-

Indrømmet – det er sgu ikke skide gennemskueligt. Pris per måned er lavere, hvis du opretter abonnementet via en forhandler, og Netværksladning kan tilsyneladende kun oprettes via clever.dk, ikke via en forhandler.

Desuden varierer prisen for installation af laderen, hvis du køber løsningen sammen med en ny bil. Jeg har set tilbud hvor installationen har været inkluderet af forhandleren eller sat til et beløb mellem 2.000 og 7.500 kr.

Beregninger for Clever og Monta

Nu tager mit indlæg udgangspunkt i en PHEV – havde vi en elbil, havde jeg muligvis valgt anderledes. Men, lad os regne lidt på det.

Vi betaler effektivt ca. 0,70 kr pr kilowatt-time (kwh) med Montas refusion. Et abonnement hos Clever koster 419 kr mens det hos Monta koster 75 kr – så lad os trække 75 fra 419, hvilket giver os 344 kr per måned at købe strøm for.

Med en kwh-pris på 0,70 kr kan vi købe 491 kwh per måned. Vores bil trækker ca. 11 kwh per opladning når den er kørt helt i bund (bilen gemmer lidt strøm på det 13 kwh store batteri), og dermed kan vi lade bilen fuldt ca. 44 gange per måned for ekstraomkostningen til Clever. Hvis man kører PHEV til/fra arbejde og har mulighed for at lade med Clever både hjemme og på arbejdspladsen, så kan det give mening – med 20 arbejdsdage per måned i snit henter man de første 40 opladninger alene ved at køre på arbejde, og kører man nogle ture i weekenden er beløbet tjent ind.

Men, der skal ikke meget slinger i valsen til før beregningen ikke giver mening. En hjemmearbejdsdag per uge (hvem sagde Corona?), så skrider tallene, og hurtigt bliver Clever dyrere at benytte end egen lader.

Og det er en vigtig pointe, for Clever-laderen er ikke reelt din. Jo, den sidder på din væg, men skal du flytte, så koster det et gebyr at få Clevers elektriker til at demontere og montere laderen igen, og opsiger du aftalen, skal laderen tilbageleveres.

Vores lader kostede, inklusiv montering, mindre end de 7.999,- Clever gerne vil have for at montere deres lader på din væg, så ud fra vores behov er egen lader helt klart den rette løsning.

Kører du elbil er beregningen selvsagt en anden – og her kan det sagtens være, at det giver mening at bruge Clever. Hvis nogen læsere ligger inde med lidt forbrugstal for deres elbil (km kørt per måned, kwh forbrugt til opladning per måned), kunne det være sjovt at regne på. 🙂

Opsummering

Overordnet er jeg pænt tilfreds med vores installation. Laderen virker godt, og lader til at være af god kvalitet – og tilpas fremtidssikret med mulighed for at lade med op til 22 kw, samt mulighed for sammenkobling af to ladere og justering af ladehastighed på basis af belastning i huset.

App’en fra ABB (ChargerSync) er ikke imponerende, men den bruger jeg heller ikke særlig tit, for laderen starter når vi sætter kablet til, og stopper når batteriet er fuldt opladet, eller vi tager kablet fra.

Mit største irritationsmoment er, at man kun kan forbinde til laderen via Bluetooth, så det kræver at man står tæt på laderen for at kunne se og ændre indstillinger. Monta-app’en lader mig dog tjekke ladestatus m.v. via netværket, så denne begrænsning kan jeg sagtens leve med – og ABB melder ud, at de arbejder på at understøtte styring via wifi og kablet netværk.

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

14 thoughts on “Lader til plugin-hybrid12 min read

  • Hej David. Spændende indlæg – jeg har næsten samme setup, blot med en Easee ladeboks i stedet. Den blev valgt bl.a. fordi den er koblet på wifi (og har en fornuftig WAF). Men Monta kan varmt anbefales som “refusions-operatør” 🙂
    /Jon

    • Spændende læsning,
      For at gøre det ‘mere snart home’ kunne en løsning med opkobling til eget solpanel/vindmølle være interessant.
      Specielt mth. afregning og grøn strøm!

      • Ja, uden tvivl! Jeg glæder mig til at se mulighederne i opladning af elbiler om 20 år – tag med integrerede solceller, husstandsvindmøller, alt muligt godt der gør det nemmere/billigere/grønnere at fylde strøm på maskinen.

        Hvis nogen vil sponsorere et tag med integrerede solceller, skriver jeg gerne et par blogindlæg om det … 😉

    • Enig. Jeg har også samme setup, men med Easee ladeboks, og er meget tilfreds.
      Det er også umiddelbart den flest mennesker anbefaler på diverse elbil fora.

  • Hej David,
    Spændende emne. Overvejede du Clever (som har et samarbejde med VW)?

    Eller hvad var pro/con for valg af dit setup ift. en abonnementsløsning ala Clever?

    • Tak! Ja, jeg har overvejet Clever, men gik med egen lader af flere årsager.
      * Installationen af Clever-laderen er ikke ligefrem billig, og så ejer man den ikke engang selv.
      * Vi købte vores Passat brugt, så der var ingen gode tilbud.
      * Prisen for ladning af en hybrid er lidt for høj, når vi ikke kan lade med Clever på arbejdspladsen. Kan man det, kan Clever måske bedre give mening.

  • Hej David

    Tak for dine fine artikler. Jeg synes dog du skylder at fortælle når dine links i artikler er affiliate links og du dermed får provision ved salg af det produkt du giver god omtale.

    Udover det er lovpligtigt er det også god stil for dine læsere.

    Jeg forventer du sagtens kan stå inde for en: Artikel indeholder affiliate links, jeg står 100% inde for mine holdninger om produktet

    • Du har naturligvis helt ret, det skal skrives tydeligt når der er reklamelinks. Jeg plejer at have en notits i starten/slutningen af et indlæg, hvis det indeholder reklamelinks, men den kan jeg dog se jeg har glemt. Det rettes der op på. 🙂
      Desuden har hvert reklamelink en lille info-box, som fortæller at der er affiliateafkast ved linket, samt et link til denne side: https://mettesigernej.dk/om-mit-projekt/om-reklamer/

  • Har du overvejet også at købe billigt strøm via en mægler, f.eks. https://www.goswitch.dk ? Det gør jeg da jeg har en Ford Kuga Hybrid. Det vil sige at jeg skifter udbyder hver 6. måned, og dermed udnytter jeg elselskabernes introduktionstilbud. Til gengæld får jeg en el-aftale hvor jeg kun betaler for el-afgifter. Strøm + abonnement er gratis i de 6 måneders aftaler jeg har haft indtil videre. Jeg betaler et månedligt abonnement til GoSwitch på 29 kroner. Hvis du prøver det kan du evt. bruge denne henvisningskode 5167j , så får vi begge en måned gratis abonnement til GoSwitch.

  • Er begyndt at undersøge om jeg skal have en ID4, men strander lidt på at jeg har solceller. Det er jo fint nok, hvis jeg kan bruge strømmen fra dem til at lade bilen – MEN det betyder også, jeg ikke kan få den der fine refusion (ifølge FDM). Derfor ryger lidt at økono0mien i skiftet.

    I hvert fald indtil ungerne flytter og jeg får noget overskudsstrøm fra solcellerne, som jo er god at stoppe i bilen! Nogen der ved om laderne kan indstilles til sådan noget som: HVIS solcellerne producerer overskydende strøm, SÅ lad -ELLERS vent til i nat?

    • Hov, nu læser jeg man GODT kan, hvis man har bb hos Clever… Curiouser and curiouser. Der skal studeres lidt mere til det!

      • Clever er helt klart vejen frem, hvis du har solceller. Bemærk dog, at de ikke har lovet refusion for solcelleejere for evigt – for pt betaler Clever af egen lomme for den brugergruppe, da der ikke er nogen form for offentlig refusion. Dermed kan Clever annullere aftalen og fjerne den primære fordel ved setuppet med solceller. Om de gør det? Svært at sige – men risikoen er der.

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *