Anmeldelse: Tile Pro Bluetooth Tracker5 min read

Jeg siger ikke jeg er distræt. For det siger Mette så rigeligt for mig. Det er faktisk kommet så vidt, så hun mener jeg skal læse bogen “Moonwalk med Einstein“, som åbenbart kan hjælpe en til at huske bedre.

Og det er smart! Den kan fås som lydbog! Jeg kører børnene til og fra institution hver dag, og bruger nok en god halvanden times tid i bilen. Rigeligt til en god lydbog! Problemet er, at jeg glemmer at lytte til den … Og nej, det er ikke løgn, ej heller en god fortælling til at introducere en anmeldelse. Det er sandt, og grænsende til pinligt at indrømme her, men fuck det, nu er vi i gang.

Så, distræt er nok en underdrivelse, når sandheden skal frem. På det seneste er jeg begyndt at efterlade mine nøgler alle mulige steder, for jeg har dem sjældent i lommen, når jeg går ud. Det sørger Danalock for, at jeg ikke behøver. Og så begynder den vilde skattejagt, når jeg endelig skal bruge nøglerne.

Men, for nylig kontaktede Wifi-butikken mig med et tilbud om at anmelde et af deres produkter, og de har Tile Pro på lager – fuldstændig oplagt!

(Wifi-butikken sendte mig også en Netatmo vejrstation, og den anmeldelse kommer snart.)

Hvad er Tile Pro?

Tile laver Bluetooth trackers. De kan bruges til at finde ting, man typisk får forlagt, f.eks. nøgler, pung, osv.

De har tre primære produkter: Tile Mate, som er en simpel tracker med indbygget batteri, Tile Slim, som er ekstra tynd, og Tile Pro, som har udskifteligt batteri. Det er sidstnævnte, jeg har fået lov til at lege lidt med.

Selve Tile-dimsen er ca. 4 x 4 cm, og lige omkring en halv cm tyk. Den passer perfekt i nøglebundtet, og har faktisk en størrelse, så den gør nøglerne nemmere at få fat i i lommen eller i tasken.

Sådan fungerer Tile

Opsætningen er super simpel, og tager et minuts tid. Undervejs spiller Tile sin lille “her er jeg”-melodi, og jeg blev sgu decideret overrasket over hvor meget den kan larme. Det er imponerende, og skal nok hjælpe til at finde nøglerne fremover.

Når Tile er sat op, kan den findes direkte via app’en på telefonen. Et tryk på “Find” får Tile til at spille en række forskellige lyde, som umiddelbart sagtens kan høres på tværs af vores hus.

Sådan lyder det.

Er det så det?

Ja, i grove træk. Tile kan dog lidt mere end det.

Med Tile er det muligt at få historiske data over hvor hver enhed er set de sidste 30 dage. Dermed kan du hele tiden via app’en se hvornår telefonen sidst så Tile. Det er pænt smart, når man ankommer til kontoret, ikke kan finde sine nøgler, og kan se de sidst er set derhjemme. Lokationshistorikken kræver et Premium-medlemsskab til meget rimelige 30 kr. per måned, eller 22 kr. per måned, hvis du betaler for et år.

Udover lokationshistorikken giver Premium dig også Smart Alerts, så din telefon kan giv dig besked, hvis du forlader hjemme uden nøgler, pung, taske eller andet, du har tendens til at glemme. Alene denne funktion synes jeg sgu er 30 kr. værd. Hvor mange gange skal man køre hjem fra den lokale Rema1000 for at hente ens pung, før det er tjent ind igen i sparet frustration?

Tile har også en community-funktion, som lader andre “Tilere” (Tile-brugere) finde din Tile, hvis du melder den savnet. Lige pt er der 255 Tilere i Odense-området, så jeg tror faktisk der er en ok sandsynlighed for f.eks. at finde tabte nøgler eller pung via community’et.

Og så sender Tile dig nye batterier til din Tile Pro som en del af Premium-abonnementet. En detalje, men skarpt tænkt af Tile.

Dommen

Til prisen på 449 kr. for to stk lyder Tile Pro måske smådyr. Jeg mener, jeg anbefaler normalt Kina-gadgets til 50-80 kr. per stk – dem kan man få mange af for pakken med to Tile Pro.

Men overvej lige hvad det koster at genanskaffe alle nøglerne i dit nøglebundt, alle kortene i din pung, eller at tage tidligt hjem fra arbejde fordi Junior har glemt sine nøgler. I det perspektiv er Tile Pro sådan set billig. Og kvaliteten samt funktionerne er der ikke en finger at sætte på. Igen igen fungerer den her dims bare enormt overbevisende, ligesom de to sidste produkter, jeg har anmeldt.

Og så tror jeg jeg ved hvad min smådistræte mor skal have i julegave … Nu finder vi så ud af om hun læser med på bloggen.

Tile Pro kan købes hos Wifi-butikken.dk.

Produktet i indlægget er sponsoreret af Wifi-butikken, men er 100% udtryk for min egen holdning til produktet. Læs mere om hvordan jeg anmelder her.

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

One thought on “Anmeldelse: Tile Pro Bluetooth Tracker5 min read

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *