I Facebook-gruppen Smart Home Erfaringer har Henrik Wils i dag skrevet dette indlæg:
Henrik har en meget valid pointe, som jeg tror ofte bliver misset i dagligdagen, når vi fylder indkøbskurven på Aliexpress.
Når vi køber elektronik indenfor Europas grænser, er det CE-certificeret. Det betyder, at det lever op til en lang række krav, som gør det sikkert i daglig brug.
Samme sikkerhed har vi ikke, når vi bestiller fra Kina. Selvom vores produkter, vi køber indenfor EUs grænser, typisk er produceret i Kina, så er der ikke samme krav, når de leveres direkte fra Kina til slutbrugeren.
Man kan opleve at få et produkt mellem hænderne, der har CE-mærkningen, men her skal man være særligt opmærksom. Det “gode” CE-mærke, Conformité Européenne, er ikke det samme som det “dårlige” CE-mærke, China Export.
Man kan altså sagtens stå med følelsen af, at man har fingrene i et fornuftigt produkt, fordi producenten har været lidt for frisk.
Og man kan ikke engang være sikker, hvis man ser det korrekte CE-mærke. Producenter i Kina kopierer rask væk komplette designs, inklusiv CE-mærke, uden hensyn til den risiko, de udsætter os for.
Reelt kan man kun være sikker på CE-certificeringen, hvis man får papirarbejdet for certificeringen udleveret fra producenten – og kan sikre sig, at produktet man har mellem hænderne, også er produktet, der er certificeret.
Henrik påpeger et par af de åbenlyse problemer med stikket, han har modtaget – og som jeg faktisk også selv modtog, da jeg købte et Xiaomi-plug via Aliexpress for nogle måneder siden. Hullerne er for store, og man kan få sit stik til at ramme de forkerte huller, hvis man er tilpas uheldig.
Han melder, at han blev inspireret af denne video.
Udover de tydelige problemer, Henrik og videoen viser, er der også andet at være opmærksom på. En del af produkterne har ikke den rette fysiske aflastning indvendigt, de er underdimensionerede til det strømforbrug, man forventer de kan håndtere, eller de mangler grundlæggende sikkerhedselementer, der forhindrer dem i at bryde i brand i tilfælde af kortslutning.
Jeg har efterhånden taget beslutningen, at jeg ikke slutter Kina-produkter til fast strøm. Sensorer, der er batteridrevne, har jeg intet problem med, men skal der 230v til, finder jeg en anden løsning. Det er dyrere, men jeg ønsker ikke at løbe risikoen.
Bemærk: Der findes producenter, som gør det ordentligt – både Xiaomi-enheder og Sonoff-enheder ville jeg stole på, ligesom Shelly-enhederne, man kan købe fra Bulgarien, ikke bør give problemer. Men, sørg for at købe direkte fra producenten, så vidt muligt – for f.eks. Sonoff-enheder kan også kopieres.
Jeg har to gange oplevet, at iPhone-opladere (til $1 inkl. forsendelse på eBay) er eksploderet, fordi indmaden i dem har været for dårligt konstrueret, og den derved er blevet mast sammen når man satte et USB-stik i. Så jeg undgår også Kina-dimser til lysnet.
Puh – det lyder satme ikke sjovt! Jeg er heldigvis sluppet for overraskelser af den slags indtil videre.
Jeg kan da tilføje en lille egen oplevelse.
Jeg havde på et tidspunkt købt et bluetooth headset og en adapter – Selvfølgelig begge dele fra Kina.
En dag, det var sat til ladning, brød det pludselig ud i brand. Heldigvis var jeg hjemme og fik slukket det inden branden sprede sig.
Så jeg kan kun give dig ret, David, køb IKKE Kina dimser som er på 230V. Køb udelukkende batteri drevne enheder.
Whoa – når ting går i brand, tænker man sig lige ekstra om. Jeg er glad for vi har røgalarmer i alle værelser, gange osv., så vi i det mindste ikke bliver overrasket midt om natten. Forhåbentlig.