En af årsagerne til at jeg gav mig til at rode med smart home-dimser var, at jeg gerne ville bygge mit eget smarte alarmsystem. Da det gik ret fint, fik jeg blod på tanden, og så gik jeg på jagt efter smarte røgalarmer.
Hvorfor smarte røgalarmer?
Der er mange årsager til, at smarte røgalarmer er en fordel.
Personligt har jeg jævnligt stået i køkkenet og sat gang i røgalarmen med en lidt for heftig brødristning eller bøfstegning. Det er aldrig skægt.
Og idéen om at kunne få besked på telefonen, hvis der pludselig er røg i huset, mens man ikke er hjemme, er jeg også meget begejstret for.
Begge “problemer” kan løses med (visse) smarte røgalarmer.
Min løsning
Jeg har købt nogle røgalarmer fra D-Link, som kan kommunikere med en smart home-hub som SmartThings via Z-wave-standarden. Jeg linker ikke til dem, for de er udgået af produktion, men de virker præcis som ventet.
Alarmerne er koblet på min SmartThings hub, og er der røg i køkkenet, begynder den aktive alarm at hyle, og vi får besked på telefonen om situationen.
Alternativer til D-Link-alarmerne er f.eks. disse fra Fibaro, eller disse fra Heiman, som Kim har lavet en video om.
Men, hvis budgettet er til det, kan man også søge andre løsninger.
Google Nest Protect
Googles røgalarmer er i sig selv rigtig smarte. De behøver ikke forbinde til en smart home-hub for at lave nogle af de ting, jeg sætter pris på ved min løsning.
Alarmerne taler f.eks. sammen, så de alle giver lyd ved røg i køkkenet. De måler også kulilte, de kan fungere som natlys, og de advarer dig når røgmængden øges langsomt, så du ikke ender med en skrigende røgalarm, bare fordi brødet er brændt på.
Det er alt sammen vældig smart – men de koster også tre gange så meget som en alarm fra Fibaro eller Heiman.
Personligt vil jeg hellere have ni røgalarmer i mit hjem, som er semi-smarte, fremfor tre røgalarmer, som er rigtig smarte. Særligt fordi vi som sagt kan efterligne en del af tingene med en smart home-hub, og så lige udvide lidt.
Sådan gør jeg
Vi har tre D-Link-alarmer i huset, som supplerer yderligere seks “dumme” røgalarmer. De tre smarte alarmer er strategisk placeret ovenfor kældertrappen, i fordelingsgangen og i køkken/stue, som er et åbent rum.
Hvis en af alarmerne aktiveres får vi først og fremmest besked på telefonen om alarmen, med besked om præcis hvilken alarm, der er aktiveret. Samtidig tænder jeg for sirenen i huset, som også bruges ved f.eks. indbrud, og som ringeklokke. De tre røgalarmer aktiverer ikke hinanden hvis den ene går i gang, men med sirenen skal vi nok vågne uanset hvilken alarm, der hyler.
Dernæst tændes alt lys i og udenfor huset på fuld styrke. Låsen på fordøren låser automatisk op, og alle elektriske gardiner rulles op, hvis vi skulle få brug for at komme ud af et vindue.
Ved at koble SmartThings sammen med røgalarmerne får vi altså en løsning, som er lidt smartere end en almindelig røgalarm, men samtidig ikke så dyr, så vi ikke køber nok af dem.
Skal du på indkøb?
Jeg har samlet reklamelinks til de produkter, jeg nævner i indlægget. Køber du et eller flere af produkterne via linkene, får jeg en kommision for din ordre. Det koster ikke dig en krone ekstra, men du støtter med en lille del af dit ordrebeløb, så jeg kan finansiere driften af bloggen.
Læs mere om reklamer på sitet her.
Som altid en god anmeldelse fra dig! I sammenhæng med prisen på Google Nest Protect skal det så også understreges, at den kan tilsluttes stærkstrøm + serieforbindes via stærkstrømskabel som foreskrevet i brandregulativet.
Jeg har også de D-link røgalarmer men kan så IKKE få den ind i min Samsung Smarthub v3 ? Kan du kort sige hvordan du lykkes med det?
Jeg tilføjede alle mine alarmer inden jeg tilføjede den særlige Device Handler i SmartThings-app’en. De kunne ikke findes hvis DH’en var tilføjet.