Nej, vi skal ikke giftes. Til gengæld har jeg fået lov til at købe en smart lås.
Anmeldelse af Danalock V3 Z-wave + Bluetooth
Jeg har i et stykke tid haft en annonceagent på DBA.dk, som søger på Danalock, for jeg har i et stykke tid gerne villet teste en Danalock på fordøren i huset. Et af de vigtige punkter i reglerne for mit smart home er, at det ikke må være dyrt, og derfor køber jeg jævnligt brugt.
Så da der pludselig dukkede en annonce på en Danalock V3 Z-wave + Bluetooth op på DBA, slog jeg til – Mettes svar på spørgsmålet “Må jeg ikke købe en smartlock?” var “Jo! Køb den, så jeg slipper for at høre mere om det!”
Som sagt, så gjort, og i sidste uge landede den med GLS.
Men! Vi har smæklås på fordøren, og ifølge Danalocks support virker smæklåse ikke godt med en Danalock, så jeg var nødt til at skifte låsekassen.
Det er heldigvis et yderst overkommeligt projekt. Jeg fik købt en erstatning for låsekassen med smæklås, som ikke automatisk smækker, og så gik jeg ellers i gang med at se Youtube-videoer, til jeg havde en idé om kompleksiteten i projektet.
Det tog 45 minutter fra start til slut – inklusiv afmontering af den eksisterende låsekasse, montering af den nye, og montering af låsen. Jeg er helt imponeret over, hvor nemt det var at gå til!
Låsen kan forbinde til telefonen via Bluetooth og til Smartthings via Z-wave. Desværre lykkedes det mig ikke at få forbindelse via Bluetooth den aften jeg satte den op (jeg har en supportsag i gang hos Danalock), men forbindelsen med Z-wave til Smartthings gik præcis som den skulle, og låsen blev fundet og genkendt automatisk. Intet roderi med Device Handlers. 🙂
Daglig brug i Smartthings
Når låsen er forbundet, kan et par handy Smart Apps til låse aktiveres.
På Dashboardet kan alle låses status ses. Og i detaljerne for Smart App’en kan man se info om låsene, låse op og se historik.
Jeg har fjernet smæklåsen på døren, og den kan vi egentlig godt lide at have. Så, jeg har aktiveret Smart App’en “Auto Lock Door”, og sat den til at låse døren, hvis kontaktsensoren på fordøren har været lukket i et minut.
Desuden låses låsen op 10 sekunder efter døren er blevet åbnet, hvis den åbnes manuelt. Det er en enkel løsning på problematikken, at låsen ikke rapporterer sin status til Smartthings, hvis den åbnes manuelt med vrideren indefra.
Låsen kan selvfølgelig bruges i diverse routines, som kan køres mere eller mindre automatisk. Vi har valgt at køre rutiner, der involverer låsen, manuelt. I princippet kunne “I’m back” køres automatisk, når vi nærmer os huset, men når vi er på den lokale legeplads, er vi så tæt på huset, så Smartthings tror vi er hjemme, og det er ikke helt optimalt.
At låse op automatisk kommer derfor til at vente, til jeg finder en løsning med folkene fra Danalock, og får låsen sluttet til min telefon med Bluetooth.
Hvorfor en smart lås?
To årsager: Sikkerhed og praktik.
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg hader nøgler. En ting er, at det er virkelig gammeldags teknologi – det irriterer mig principielt. Noget helt andet er, at teknologien i dag burde have givet os bedre løsninger for længst.
Jeg tror vores grundlæggende skepsis i forhold til elektronik, koblet med vores forventninger til tryghed i vores hjem, er de primære årsager til modstanden mod smarte låse. Og forsikringsselskaberne, som kræver, at et indbrud skal kunne bevises med en smadret rude eller en ødelagt lås.
Men, forsikringsselskaberne kan forhåbentlig overbevises af videoovervågningen i vores indkørsel, have og indendørs, og sikkerheden i en elektronisk lås synes jeg umiddelbart er større end fysiske nøgler.
Når jeg går i seng, sørger min “godnat-knap” for at slå alarmen til, og låse fordøren. Jeg skal altså ikke fysisk tjekke om vi har husket at låse den – det sker automatisk.
Mister jeg mine nøgler, skal låsen i fordøren omkodes. Mister jeg min telefon, ændrer jeg mit password til Smartthings, og så er al adgang til huset forhindret.
Og jo, i teorien kan låsen hackes. I teorien. Men mon ikke der er vigtigere mål for hackere end låsen på min hoveddør? Og skulle nogen finde en generel fejl i alle Danalock-låse, kan den opdateres på få minutter, når fejlen er rettet.
Så, sikkerhedsmæssigt stoler jeg mere på min smarte lås end på nøglerne i min lomme. Desuden er låsen og vores røgalarmer koblet sammen, så er der ild i huset, låses fordøren op, så vi hurtigere kan komme ud, og brandvæsnet kan komme ind. Det er småting, men det er alt sammen en del af en lækker, sikkerhedsmæssig ligning.
Og praktisk – der elsker jeg, at fordøren er låst op, når jeg kommer hjem med to børn, indkøb og tasker. Og at jeg ikke skal have min nøgler med ud, når jeg henter øl i garagen, men blot min telefon, som jeg alligevel altid har i nærheden. Har vi familien på besøg, kan jeg give dem adgang til huset via deres telefon, og vores rengøringsdame kan få adgang til huset i lige præcis det tidsrum, jeg giver lov til. Resten af ugen virker adgangen ikke. Jeg kan åbne for håndværkere, selvom jeg sidder på kontoret, eller for naboen, når vi er på ferie.
Låsen har været monteret i en uge, så jeg har stadig mange ting at lære, men indtil videre er den totalt godkendt.
Spændende – en klar ulempe ved låsen er dog at kommer nogen ind i huset – så kan de komme ud af fordøren blot ved at dreje på låsen – det kræver hverken telefon eller smartthings. Ellers havde jeg klart også haft lyst til at prøve sådan en fin lås 🙂
Det problem havde vi i forvejen – vi har altid haft smæklås med vrider på indersiden, men vi har dog også en ekstra lås, hvor det kræver nøgle at låse den op fra indersiden. Den bruger vi, når vi er væk i mere end en dags tid.
Men, man kommer ikke ind i huset, uden at alarmen går. Der er overvågning på begge havelåger, når alarmen er slået til, men kommer man ind uden at systemet opdager en, går alarmen ved bevægelse, eller hvis en havedør eller vindue åbnes. At man kan komme ud gennem fordøren, betyder ikke meget, for på det tidspunkt er man på videoovervågningen, og jeg eller en nabo er på vej til huset. 😉
Må starte med at sige at jeg elsker dine opslag her på bloggen.
Med hensyn til låsen. Hvad sker der hvis der er strømafbrydelse i dit hjem. Kan du så få låsen til at virke i det tilfælde eller er man låst ude indtil strømmen kommer igen.
Tak for rosen! 🙂
Aktuelt kan den ikke åbnes, hvis der er strømafbrydelse, men det kommer den til at kunne, så snart jeg har fået koblet den direkte på telefonen med Bluetooth. Den er batteridrevet, så strømafbrydelse betyder ikke noget her.
Og ellers fungerer låsen præcis som før, så man kan have en backup-nøgle liggende et (sikkert) sted. 🙂
Jo jo, låsen kører på batteri og bluetooth, den kan sagtens åbnes med appen på telefonen selv om der er strømafbrydelse
Jep, når telefon og lås er forbundet via Bluetooth, kan den sagtens åbnes på trods af strømafbrydelse, men indtil for nylig talte min lås kun med SmartThings, og den er ikke brugbar når strømmen er gået. 🙂
/David
Hej David,
Er lige faldet over din blog. Spændende læsning for en smarthjem-nørd, der så småt også forsøger at snige dimser ind i vores fælles hjem.
En af de ting jeg har overvejet er også en smartlås. Men jeg kan ikke gennemskue og måske du har stødt på det i din research, hvordan de virker i en kombination med en lås, hvor vi skal hive op i håndtaget for at kunne låse?
Det vil jo alt andet lige fjerne en stor del af automatikken, tænker jeg.
Nå, men tak for hvad der ligner at blive mange timers spændende læsning.
/Jacob
Hej Jacob,
Så vidt jeg ved er der endnu ingen god løsning til døre med tre-punktslås. Du kan sagtens montere en elektronisk lås alligevel, men du skal manuelt løfte håndtaget, før den kan låse. Om I kan vænne jer til det er nok afgørende for hvor handy løsningen vil virke for jer. 🙂
/David
Jeg har løst problemet med 3-punktslås og håndtagsløft ved at montere en magnetsensor tæt på håndtaget og magneten på “halsen” til håndtaget – denne skal sidde helt præcist, så den bliver drejet ind tilbage sensoren ved løft og ellers er uden for rækkevidde.
Det er pt en prototype, hvor magneten er sat på med malertape 😂 Får noget neodynium tape hjem, og så er den i skabet…
Fed løsning – jeg får snart selv 3-punktslås, og skal så løse samme problem. Jeg må se om jeg kan bygge noget Mette-godkendt. 🙂
/David
👍 Hvis jeg kan få fat i en lille, super kraftig neodyn magnet kan den muligvis placeres/skjules indvendigt i håndtaget, og med en Sensative sensor i dørfalsen bliver det en stort set usynlig løsning. Sensative sensoren er meget svag, så derfor skal der en heftig magnet til at trigge den på afstand.
Det fungerer pt tæt på perfekt med Samsungs egen multi sensor. Men den er ikke-drikkevand pæn at have siddende på døren.
Tasker låser / låser op, så hvis jeg har været hjemme, men ikke indenfor, er døren stadig pre-locked og kan låses igen. Har jeg været inde, har jeg også løftet håndtaget på vej ud, og så er døren allerede låst når Tasker forsøger.
Når du får 3-punktslås får du nok også låsecylindre med 360 graders rotation. Sæt DL til end-to-end for at undgå problemer med tilstanden…
Hej Torben
Jeg har også overvejet Danalock v3, fordi jeg har et IHC/openHab/HomeKit egetudviklet system kørende i forvejen, og der vil en elektronisk lås passe perfekt ind. Men – jeg har også 3-punktslås. Kan du sende billede e.l. af dit magnet-setup? Ved du om man kan genbruge nøgle fra gammel lås – eller SKAL man skifte til ny cylinder (har EURO dråbeformet lås)?
Beklager det det svar – spam folder…
Kan vist ikke hæfte billeder på her.
Ikke nødvendigt at skifte cylinder.
Kører stadig med mit life hack i form af en Samsung sensor under dørhåndtaget, og en neo-dyn magnet på halsen af håndtaget (dvs den del på 3-4 cm ind mod døren. Har sat en lille stribe neo-dyn tape på først, og magneten ovenpå.
Det er et spørgsmål om at tune 1) Hvor sensoren skal sidde, og 2) Hvor på halsen magneten skal sidde, så den aktiverer sensoren, når håndtaget løftes.
Havde du overvejet Xiamois egen – nu du alligevel har god erfaring med andre af deres produkter?
Nope – jeg faldt ret hurtigt for Danalock pga. design, features og pris. 🙂
Det giver mening. 🙂
Jeg overvejer stærkt Xiamois, dens design tiltaler mig meget. Jeg er dog i tvivl om den mon kan sættes til at fungere med en 3 punktslås? (Man skal selvfølgelig stadig selv løfte håndtaget).
PS: Det kunne være smart hvis man kunne sætte notifikationer op på din blog, når der kommer respons på kommentarer 😀
Tak for dit opslag!!
Vi havde smækkelås og var meget i tvivl om det var det værd at skifte låsekasse mm for at få Danalock til at fungere for airbnb gæster. Det lød som en større projekt at gå i gang med end hvad vi kunne overskue og var villige til at invester. Men efter at har læst dit opslag, så gik jeg bare i gang og bum! 45 min gik det også hos mig (en kvinde, som er ikke så handy udover at kunne bruge skruetrækker her og der) så fik jeg også det hele skiftet, installeret og oppe og kører! Woop woop! Tak!
Hvor er det fedt at høre! Det er nemlig ikke så svært som man skulle tro – jeg var også slemt overrasket, da jeg efter 45 minutter kunne tænde for låsen. Bum!
Jeg har lige idag monteret en Danalock V3 på en smæklås uden problemer overhovedt og det virker perfekt. Det tog mig 10 min at montere og indstille den. Det eneste jeg skulle gøre var at lave en manuel kalibrering hvor drejede vrideren og holde den så begge faller blev inde i låsen, trykke på ” gem oplåst position” der efter slap jeg vrideren, så begge faller er ude og så trykkede jeg på ” gem låst position” bag efter valgte jeg ” brems låsepal” i menuen og satte det til 5 sekunder. På den måde ved Danalock hvornår låsen er ulåst og hvornår den er låst. Og ved indstille den til at holde låsepalen i 5 sek. kan man nå at trykke håndtaget ned og åbne døren inden at fallerne går tilbage i låst position igen også kan man smække låsen som man plejer når man er kommet ind og døren er låst, uden at købe en ny låsekasse til 600 – 800 Kr. Og nyde en kold øl i mens i roder med låsekassen ;-D Bum!
Du har helt ret, Danalock understøtter smæklås nu – det gjorde de ikke, da jeg researchede mit projekt.
Jeg er egentlig fint tilfreds med den almindelige lås, så kan den f.eks. sættes op til ikke at låse døren, når garagen er åben. Det kan bruges hvis vi er i gang med arbejde i indkørslen, at støvsuge bilen eller lign. 🙂
Låsekassen kostede heldigvis ikke over 400 kr., så der er stadig rum til en enkelt kold øl eller to i budgettet.
/David
Fed blog!
Jeg har også en danalock, men har problemer med at jeg ikke kan få den automatiske bluetooth oplåsefunktion til at virke. Er det lykkes for dig?
Hej Torkil,
Det har jeg slet ikke rodet med – jeg bruger udelukkende SmartThings til at åbne døren.
/David
Til at starte med, super blog, der allerede har hjulpet mig meget, og givet inspiration til flere projekter.
Jeg har lidt udfordringer med at få min Danalock z-wave lås til at sende besked til Smartthings når den låses op, hvilket resulterer i at jeg ikke får nogle notifikationer. Benytter også Danapad, så ungerne har deres egen kode, men ville gerne have en besked om når den er låst op, og af hvem.
Men der sker ikke andet end den “bare” låses op. Er det noget du har erfaringer med? Har læst at det kunne kræve en repeater, så låsen snakker med den i stedet for direkte med smartthings, har en Aeotec sirene, men er ikke lykkedes med at få det til at spille.
Hej Patrick,
Har du fået SmartThings til at se låsen – altså, er de to forbundet via Z-wave?
/David
Hej alle sammen, benytter I jeres danalock med den nye ST app? Jeg har nemlig købt en brugt lås z-wave+bluetooth men kan ikke få det til at fungere, ST finder låsen men i ST ses bare denne side.
http://ibb.co/k3CGHYL
Jeg ved ikke om det er den nye app hvor fejlen er eller hvad. Der er ikke meget smart ved låsen hvis den ikke er integreret i ST, så kan jeg jo kun åbne med bluetooth.
Håber nogen har erfaring.
PS har nogen erfaring med apps eller DH fra denne udvikler? https://www.rboyapps.com
Hej Andreas,
Min fungerer helt uden problemer i den nye app.
Prøv at logge på SmartThings’ IDE:
https://account.smartthings.com
Find dit device under My Devices, rediger det, og se om du kan finde en anden device handler en den, SmartThings har valgt for dig.
Jeg har skrevet lidt om device handlers her:
https://mettesigernej.dk/2018/11/27/smartthings-og-device-handlers/
Og ja, Rboy Apps har jeg også rodet med. De laver gode apps. 🙂
https://mettesigernej.dk/2020/01/09/forsinkelse-pa-smartthings-alarm/
Fik endelig kontakt med danalock support og de siger at man kun kan få kontakt med ST hub ved at bruge den S2 kode der står på indersiden af batteridækslet, ny ekstra sikkerhed i v3. Nu er det bare sådan at der står intet på mit batteridæksel🤔 nå nu ved jeg hvad der er galt…. sådan er det når man prøver at spare lidt mønter så kan det drille.
Okay – jeg ville prøve at forbinde låsen i den gamle app. Jeg brugte ingen information fra dækslet da jeg forbandt min lås til den gamle app – og den virker stadig.
Hvis det ikke spiller, så må Danalock simpelthen kunne hjælpe. Det kan ikke passe, at brugbarheden af deres produkt afhænger af en snoldet label på et dæksel.
Hej David, fed blog – og velskrevet. De fleste tech-anmeldere har et fattigt sprog.
Et spørgsmål til Danalock’en: jeg er helt blank i smart-hjem teknologi, og ærlig talt er producenterne ringe til at forklare deres egne produkter, formentlig fordi de forstår deres egne produkter så godt, så de går ud fra at alle andre også forstår dem. Hvor om alting er: jeg aner ikke om modellen med Z-wave giver mening, hvis Danalock’en skal fungere med remote access osv. Danalock råder jo også over noget, de kalder Danabridge. Har du et bud?
Hej Anders,
Tak for det – dejligt at høre! 🙂
Danabridge er brugbar, hvis du ikke har anden smart home hub at forbinde den til. Hvis du ingen hub eller bridge har, kan du kun låse op via Bluetooth, og kan dermed ikke låse op for rengøringsdamen mens du er på arbejde.
En Danabridge kan bruges – og den virker vist med alle typer Danalock, via Bluetooth. Vil du bruge en anden hub, som f.eks. SmartThings, skal du enten køre Z-wave eller Zigbee på låsen.
/David
Tak for svar David. Vil den virke med alle smart home hubs? Er der noget med proprietære systemer eller?
Ahh got it. Glem det seneste spørgsmål …
Top! 🙂
Har en danalock v3 koblet til ST, har en iPhone 11 og den widget der er til låsen virker meget sporadisk, hvad er jeres erfaring?
Har snakket med danalock og de mener at det bare burde virke.
Synes det er ærgerligt da det er hurtigere end at gå ind i ST appen.
Jeg bruger ikke selv iOS, og Mette bruger bare SmartThings til at låse op og i, så Danalocks widget har vi ikke praktisk erfaring med.
Enig – DL’s app er noget hø, og deres firmware er noget shaky ift. om låsen kan rapportere sin position korrekt eller ej.
Samsung’s ST app er desværre ikke meget bedre.
Så jeg lavede et API kald fra hhv. Tasker/Android og Shortcuts/iOS/iPhone/Apple Watch til ST for at spare turen ind i en app når vi skal låse op.
Det har fungeret glimrende.
Vi låser også med noget automation men det er en længere forklaring.
Nu ved jeg ikke hvor flydende du er i API kald m.v.; men her er lidt
POST
http://api.smartthings.com/v1/devices//commands
Body:
{
“commands”: [
{
“component”: “main”,
“capability”: “lock”,
“command”: “unlock”,
}
]
}
Header:
Authorization Bearer
Bør kunne bringes til at virke..test m. Postman, hvis du er på Windows.
Smart! Noget tilsvarende kan man vist faktisk gøre med Webcore. Det skal ikke laves som et egentlig API-kald, men blot som et GET-request til en “hemmelig” URL, som så kører den aktuelle piston. Det må jeg lege lidt videre med ved lejlighed.
Mellem de to slashes skal der stå device-id’et fra ST kontoen. Blev åbenbart slettet…
Så altså …/devices/device-id/commands