Den dag Google flyttede ind4 min read

I 2016 var min kollega på tur i USA – Google Home var lige blevet lanceret, og jeg bad ham købe en med hjem, så jeg kunne se hvad fa’en det nu lige gik ud på.

Jeg fik nævnt det for Mette en aften mens kollegaen var afsted, og Mette sagde nej. Der var absolut ingen grund til, at en Google Home skulle flytte ind i vores hjem. Mest af alt var hun på forhånd irriteret over, at vores søn ville finde ud af at betjene den, og få startet tegnefilm og andet godt uden vores hjælp.

Når Mette siger nej på den måde, lytter man. Jeg gav kollegaen besked på ikke at købe en Home til mig, men beskeden kom ikke frem – et par uger senere stod der en Google Home til mig på kontoret.

Først var planen at sælge den på DBA.dk, for Mette var ikke særligt imponeret. Jeg ville dog slemt gerne liiiige teste den lidt … Så den blev pakket ud og koblet på wifi samt sluttet til Philips Hue. Og den virkede desværre virkelig imponerende. Så jeg blev liiiige nødt til at teste den nogle dage.

Jeg kan vel lige så godt afsløre, at Google Home stadig bor i huset, og har fået en lillebror, Google Home Mini.

Og ja, begge vores børn har vænnet sig til Google, og taler dagligt med dem – eller, prøver. Det går ikke altid helt godt.

Hvad bruger vi dem så til?

Vi har en Google Home Mini i stuen, som er sluttet til anlægget via en Chromecast Audio. Den bliver primært brugt til musik, og til at styre lyset i stuen/køkkenet. Desuden taler den med Logitech Harmony, som kan bruges til at tænde og slukke for anlægget, fjernsynet, Apple TV osv.

På badeværelset har vi en Google Home, som bliver brugt til at høre radio og musik hver morgen – og faktisk ikke så meget mere. Den er perfekt til formålet, for på badeværelset er der ikke brug for mere lyd end Google Home kan levere.

Og 24. oktober 2018 kunne Google Home pludselig tale dansk! Frem til da havde vi kun talt engelsk til dem, men dansk er pludselig understøttet. Jeg glæder mig til om nogle måneder, for der mangler stadig lidt arbejde i forståelsen.

Google Home var i bund og grund første skridt på vejen til et automatiseret hjem, og vist også Mettes første oplevelse med teknik, som rent faktisk fungerede rigtig overbevisende.

P.S: Lidt om sikkerheden

Jeg hører ofte holdningen, at enheder som Google Home blot er Googles mulighed for at lytte til alt, vi laver i vores hjem, og sælge data til højstbydende.

Der er flere argumenter mod denne holdning.

  • Grundlæggende fungerer enheder som Google Home ved at have en buffer på f.eks. 20 sekunder, hvortil den konstant optager hvad der sker i rummet. Bufferen analyseres løbende, og når nøgleordet (OK Google) opdages, analyserer enheden den følgende besked, og udfører den ønskede handling. I samme omgang gemmes beskeden på Googles servere, så man nemmere kan fejlsøge. Google gemmer altså intet indtil den opdager nøgleordet.
  • Mennesker klogere end mig har analyseret på trafikken fra Google Home-enheder til Googles servere, og de har konstateret, at Google kun sender data, når den bliver bedt om det. Det kan selvsagt ændre sig en dag, men jeg stoler på, at samme kloge mennesker nok skal opdage det kort efter det sker.
  • Google er ligeglade med hvad du taler om i dit hjem. De ved allerede alt om dig alligevel.
    De har f.eks. adgang til min e-mail, min kalender, mine billeder, min browserhistorik, min søgehistorik, GPS’en på min telefon fortæller dem hvor jeg er, de ved hvem jeg er sammen med – og så videre. Hvad fa’en skulle de kunne lære om mig ved at lytte til hvad der sker i vores hjem?

Google er flyttet ind, og flytter ikke ud igen lige foreløbig. 🙂

Gør som 825 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

14 thoughts on “Den dag Google flyttede ind4 min read

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *