I 2016 var min kollega på tur i USA – Google Home var lige blevet lanceret, og jeg bad ham købe en med hjem, så jeg kunne se hvad fa’en det nu lige gik ud på.
Jeg fik nævnt det for Mette en aften mens kollegaen var afsted, og Mette sagde nej. Der var absolut ingen grund til, at en Google Home skulle flytte ind i vores hjem. Mest af alt var hun på forhånd irriteret over, at vores søn ville finde ud af at betjene den, og få startet tegnefilm og andet godt uden vores hjælp.
Når Mette siger nej på den måde, lytter man. Jeg gav kollegaen besked på ikke at købe en Home til mig, men beskeden kom ikke frem – et par uger senere stod der en Google Home til mig på kontoret.
Først var planen at sælge den på DBA.dk, for Mette var ikke særligt imponeret. Jeg ville dog slemt gerne liiiige teste den lidt … Så den blev pakket ud og koblet på wifi samt sluttet til Philips Hue. Og den virkede desværre virkelig imponerende. Så jeg blev liiiige nødt til at teste den nogle dage.
Jeg kan vel lige så godt afsløre, at Google Home stadig bor i huset, og har fået en lillebror, Google Home Mini.
Og ja, begge vores børn har vænnet sig til Google, og taler dagligt med dem – eller, prøver. Det går ikke altid helt godt.
Hvad bruger vi dem så til?
Vi har en Google Home Mini i stuen, som er sluttet til anlægget via en Chromecast Audio. Den bliver primært brugt til musik, og til at styre lyset i stuen/køkkenet. Desuden taler den med Logitech Harmony, som kan bruges til at tænde og slukke for anlægget, fjernsynet, Apple TV osv.
På badeværelset har vi en Google Home, som bliver brugt til at høre radio og musik hver morgen – og faktisk ikke så meget mere. Den er perfekt til formålet, for på badeværelset er der ikke brug for mere lyd end Google Home kan levere.
Og 24. oktober 2018 kunne Google Home pludselig tale dansk! Frem til da havde vi kun talt engelsk til dem, men dansk er pludselig understøttet. Jeg glæder mig til om nogle måneder, for der mangler stadig lidt arbejde i forståelsen.
Google Home var i bund og grund første skridt på vejen til et automatiseret hjem, og vist også Mettes første oplevelse med teknik, som rent faktisk fungerede rigtig overbevisende.
P.S: Lidt om sikkerheden
Jeg hører ofte holdningen, at enheder som Google Home blot er Googles mulighed for at lytte til alt, vi laver i vores hjem, og sælge data til højstbydende.
Der er flere argumenter mod denne holdning.
- Grundlæggende fungerer enheder som Google Home ved at have en buffer på f.eks. 20 sekunder, hvortil den konstant optager hvad der sker i rummet. Bufferen analyseres løbende, og når nøgleordet (OK Google) opdages, analyserer enheden den følgende besked, og udfører den ønskede handling. I samme omgang gemmes beskeden på Googles servere, så man nemmere kan fejlsøge. Google gemmer altså intet indtil den opdager nøgleordet.
- Mennesker klogere end mig har analyseret på trafikken fra Google Home-enheder til Googles servere, og de har konstateret, at Google kun sender data, når den bliver bedt om det. Det kan selvsagt ændre sig en dag, men jeg stoler på, at samme kloge mennesker nok skal opdage det kort efter det sker.
- Google er ligeglade med hvad du taler om i dit hjem. De ved allerede alt om dig alligevel.
De har f.eks. adgang til min e-mail, min kalender, mine billeder, min browserhistorik, min søgehistorik, GPS’en på min telefon fortæller dem hvor jeg er, de ved hvem jeg er sammen med – og så videre. Hvad fa’en skulle de kunne lære om mig ved at lytte til hvad der sker i vores hjem?
Google er flyttet ind, og flytter ikke ud igen lige foreløbig. 🙂
Fed blogs, takker mange gange 🙂
Omend vi ikke bliver helt enige om det der med en MIC rundt om i hjemmet (well ikke endnu)
Venter på der kommer noget crowd styret både på home mic fronten og på central smart home hub.
Har med stor interesse læst din blog om den fra Samsung, dine men´s var store nok til at jeg venter lidt endnu.
Bliv endeligt ved med at blogge, du er god til det.
Hej Jan,
Tak for din kommentar – jeg er glad for, at du kan bruge indholdet. 🙂
Jeg håber også vi en dag får en open source-baseret enhed til hjemmet. Jeg har en Matrix Creator kørende på en Raspberry Pi, og pt kører den Google Assistant. Den har otte indbyggede mikrofoner, og den fanger faktisk tale bedre end vores Google Home Mini i stuen.
https://photos.app.goo.gl/UoPTmXy5515qj3Up8
Som nævnt kører den Google Assistant, men den kunne lige så godt køre et open source-projekt med stemmegenkendelse. Jeg er sikker på der kommer noget brugbart en dag.
/David
LOL – din børn er godt på vej til at blive digitale indfødte 🙂
De ender sikkert med at omprogrammere alle mine automations for at drille. 🙁
20sek buffer, ja ja… men just in case David 😉
https://politiken.dk/viden/Tech/art7003211/Bjørn-og-Tore-har-opfundet-en-Google-parasit
/Janus
Hahaha! Mette er allerede interesseret i den, så jeg håber de beslutter sig for at lancere det som “rigtigt” produkt. 🙂
Hej David,
Jeg har først opdaget din blog i dag, men har allerede brugt for lang tid af min arbejdstid til at læse på den.
Jeg har fornyelig købt en Google Home Mini og påtænker stærkt at udvide porteføljen der hjemme.
Den funktion jeg købte den for, er at bede den om at tilføje noget til indkøbslisten. Efter jeg overgik til app-baserede indkøbslister, har jeg manglet det umiddelbart lette det er, bare at skrive smør må en fysisk liste på væggen. Det får jeg med Google Home Mini. Nu mangler jeg bare, at Nemlig får Google Assistant understøttelse.
Digitale indkøbslister er uundværlige, når man først går i gang! Vi bruger OurGroceries, som integrerer med Google Assistant, men dog ikke helt overbevisende endnu. Jeg glæder mig til det sker. 🙂
Hvordan får I opsat Google home til at forbinde til OurGroceries ? Virker det med den danske version af Google assistent?
Nej, jeg fik den desværre aldrig til at virke på dansk.
/David