Smart home videoovervågning på budget11 min read

For at minimere risikoen for indbrud har jeg valgt, at montere en række kameraer indenfor og udenfor vores hjem. Jeg forventer ikke, at kameraer skræmmer en indbrudstyv, som vil ind, væk, men målet med min indbrudsikring er primært at gøre vores hus mindre interessant end andre huse i området.

Desuden kan overvågningen hjælpe mig til at vurdere, om det er en falsk alarm, hvis alarmen går, eller jeg skal ringe 112.

Videoovervågningen er helt klart mit projekt, og ikke noget, Mette synes er tiden og energien værd. Hun lever med det, men det må ikke være (alt for) grimt, og det må ikke være i vejen.

Videoovervågning i et smart home

Der findes i dag mange smarte løsninger på videoovervågning, f.eks. Netgear Arlo, Ring Spotlight Cam, Nest Cam, Logitech Circle 2, osv.

Men jeg er skeptisk. De fleste løsninger lader dig ikke optage til en harddisk i dit hjem, men optager derimod til en cloud-løsning hos en udbyder, og denne løsning er typisk ikke billig, hvis du vil optage mere end en uges tid.

Hvis en tyv har udset sig dit hjem, et mit bud, at han dukker op en eller to gange i dagene eller ugerne op til indbruddet, for at vurdere oplagte tidspunkter, værdier osv. Derfor er jeg glad for, at jeg har konstant optagelse på alle kameraer omkring huset ca. 45 dage tilbage med min lokale løsning.

Desuden er ovennævnte løsninger ikke billige, og jeg har en målsætning om, at en eventuel indbrudstyv skal fanges på minimum to kameraer, inden ruden smadres. Det betyder, at jeg har flere kameraer rundt om huset, og det løber hurtigt op, hvis hvert kamera koster på den gode side af 1.500 kr., som nogle af ovennævnte løsninger.

Synology Surveillance Station

Derfor har jeg valgt at bruge den hjemmeserver, jeg i forvejen har stående til opbevaring af billeder, dokumenter osv. Den har jeg skrevet om før.

På Synology DiskStation kan man installere Surveillance Station, som er en software-pakke til videoovervågning. Denne pakke har en række fordele:

  • Licensen følger med en Synology DiskStation
  • Den kan bruges med mange forskellige typer kameraer
  • Den understøtter mange avancerede funktioner, man typisk kun finder på dyrere software
  • Den opdateres løbende af Synology, firmaet bag
  • Den er temmelig brugervenlig, og nem at komme i gang med
  • Der medfølger mobilapps, så man kan tilgå overvågningen udefra

Der er naturligvis også ulemper – den primære er, at der kun følger licens til to kameraer med i en DiskStation som min. Yderligere licenser koster i omegnen af 350 kr. per kamera, hvis du køber en af gangen, eller 325 kr. per kamera, hvis du køber fire. Det betyder, at prisen per kamera lige pludselig bliver en del højere, og det er jævnt irriterende.

Men, jeg har alligevel valgt Synology Surveillance Station (SSS) som løsningen til min lokale videoovervågning.

Kameraer til Synology

SSS understøtter en lang række forskellige kameratyper, men vigtigst af alt, så understøtter den standarden ONVIF – og jeg er en sucker for standarder!

ONVIF er en fælles standard for IP-videokameraer, og en lang række leverandører understøtter den. Med ONVIF kan jeg altid trække stikket på min Synology, tænde for en erstatning, og tilføje mine kameraer hurtigt og enkelt. Samme fleksibilitet finder man ikke i de ovenfor nævnte løsninger.

Jeg har valgt primært at købe kameraer fra producenten Hikvision, da de laver produkter at høj kvalitet, med en bred brugerbase. Så kan man normalt finde hjælp, hvis man støder på problemer.

Kameraerne har jeg indtil videre købt på DBA.dk. Der er altid nogen, der skiller sig af med kameraer fra overvågningen af en butik, en boligblok eller en fabrik, og de sælges typisk til under 500 kr. per stk.

Dome vs turret vs bullet

Der findes som udgangspunkt tre typer kameraer: Dome, turret og bullet.

Jeg har middelmådige erfaringer med billige dome-kameraer – der kommer ofte støj på billedet fra fugt i rummet omkring kameraet, og vanddråber kan let sætte sig på glasset og forstyrre.
Turret og bullet virker efter min erfaring bedre – der er mindre risiko for dråber, og der er intet hus, hvor fugt kan trænge ind.

Når det er sagt, så er kameraet i indkørslen af dome-typen, fordi der følger et ikke så diskret beslag med, så man ikke kan være i tvivl om, at området er videoovervåget. Desuden er kameraet af høj kvalitet, og har ikke problemer med fugt og vand på glasset.

Kabel vs wifi

Alle mine kameraer er koblet op med kabel, da jeg foretrækker at køre så meget som muligt at min netværkstrafik via kabel. Det giver i sidste ende bedre resultater.

Strøm får kameraerne via Power over Ethernet, og det betyder, at jeg kun behøver trække ét kabel til hvert kamera. Vi har adgang til loftet i hele husets længde og bredde, så jeg har samlet alle kameraer i en PoE-switch på loftet, og trukket kabel derfra til min router.

Hvert kameras kabel er ført under udhænget på huset, direkte til kameraet, og sikret med kabelbakker af metal. Jeg tvivler dog på en indbrudstyv gider bruge tid på at klippe kabler, når han bare kan tage en maske på …

Anbefalinger

  • Power over Ethernet er smart.
  • Jeg kan gode lidt kameraer med variable linser – f.eks. 2mm – 12mm. Det betyder, at man kan fokusere kameraets linse, så man får mere eller mindre af området, man overvåger, med. Er et kamera zoom’et ind til 12mm, dækker det et smalt område, men kan “se” detaljer længere, mens det ved 2mm dækker et meget bredt område med færre detaljer. Med variabelt fokus er du ikke låst til en type brug, men kan bruge kameraet flere steder.
  • Undgå ord som TVL, coax o.l. i annoncerne på DBA. Det betyder, at kameraet ikke er et IP-kamera, men et analogt kamera, som ikke kan kobles til SSS.
  • Mærke er vigtigere end alder – et godt, ældre kamera giver typisk bedre billedkvalitet end et nyere, billigere kamera.
  • Understøtter kameraet MJPEG, kan det bruges i ActionTiles, og man kan hente billeder direkte fra kameraet, f.eks. med PHP. Det er ret smart, og det bruger jeg f.eks. til at få et billede på min telefon, når nogen ringer på fordøren.

Surveillance Station i praksis

Opsætning af kameraer i SSS er lige ud ad landevejen.

Hvert kamera får et navn, en IP-adresse, en port (her skal man typisk Google lidt for at finde ONVIF-porten på kameraet), og så kan man enten vælge Brand/Camera model, eller under Brand vælge [ONVIF]. Til slut indtastes Username og Password, og forbindelsen kan testes. Er alt som det skal være, skal der blot klikkes på Save, og nu optager SSS alt hvad kameraet. ser.

Under fanen Video kan man definere ting som videoformat, opløsning (HD, Full HD, osv.) og Frames Per Second. Kombinationen af disse indstillinger afgør hvor meget plads en times optagelse fra kameraet optager, så det giver mening at lege lidt med, til du rammer noget, du er tilfreds med.

Under Recording Settings kan man definere hvornår SSS skal slette optagelser. Det kan ske på basis af gigabyte plads, kameraet optager, eller på basis af hvor længe, man vil kunne gå tilbage i optagelser.

Jeg bruger en dedikeret disk til mine optagelser, så plads er ikke umiddelbart et problem. Mine udendørs kameraer gemmer så længe som muligt, mens mine indendørs kameraer ikke behøver gemme mere end et par dage. I tilfælde af indbrud vil jeg gerne kunne gennemgå optagelser udendørs langt tilbage, så jeg kan se om tyven har researchet området, men det er der ikke behov for at kunne indendørs.

SSS optager døgnet rundt hos mig, men under fanen Schedule kan man definere om optagelser skal være konstante eller på basis af f.eks. bevægelse eller tid.

På den måde kan man definere tidspunkter på døgnet, hvor optagelse skal være bevægelsesstyret, og tidspunkter på døgnet, hvor optagelse skal være fortløbende.

Som du måske kan fornemme, er SSS pænt fleksibelt. 🙂

Live view og optagelser

Med mellemrum har jeg brug for at tjekke “live view” på SSS, altså hvad mine kameraer viser netop nu. Det kan gøres via en browser, via et program på computeren, eller via en app på mobiltelefonen.

Her er et screenshot fra browseren, hvor live view på det ene kamera kan ses. Man kan frit lave konfigurationer med flere kameraer på samme view, men med sikkerheden i tankerne kommer jeg kun til at vise screenshots fra ét af mine kameraer. 🙂

I browseren er Timeline også tilgængelig, hvor man frit kan scrolle frem og tilbage i tid på kameraerne. Her kan man også have flere kameraer i samme view, og scrolle i tiden på alle kameraer samtidig. Man kan desuden skrue op for farten, op til 32x, så man hurtigt kan finde tidspunktet, man søger. Det kan man også via Seek-funktionen i bunden – her kan man springe til et specifikt tidspunkt på en specifik dag.


På telefonen har man samme muligheder, men her er Live View og Timeline lagt sammen i én stream, man kan scrolle i. Her har man igen mulighed for at se flere kameraer samtidig. Mobilapp’en er faktisk virkelig brugbar, også til blot at se om det var Post Nord eller GLS, som kom forbi.

Programmet, som findes til både Mac og Windows, er egentlig blot en simpel indpakning af webinterfacet, med én lækker forskel: Her har man Smart Search til rådighed, hvor man kan markere et specifikt område af kameraets billede, og søge efter bevægelse specifikt i det område.

En note om lovligheden

Private overvågningskameraer må ikke optage områder, som et offentligt tilgængelige, så reelt set er kameraet i indkørslen nok ulovligt opsat. Vores naboer er dog helt med på placeringen, og området det optager, og indtil videre har hverken postbude eller skraldemænd beklaget sig over placeringen.

En del af et overvågningssetup er skræmmeeffekten, og den tænker jeg bliver større, når kameraerne tydeligt kan ses udefra. Så jeg lever med at være lovbryder, og håber politiet aldrig beder mig tage det ned. 🙂

Gør som 351 andre - tilmeld dig nyhedsbrevet.
Så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

12 thoughts on “Smart home videoovervågning på budget11 min read

  • Hej David

    Hvad skal man kigge efter ift. MP? Er 1-2MP “nok” ? Hvad har du f.eks. i indkørslen?

    Jeg har ikke umiddelbart mulighed for at køre kablet forbindelse, da der ikke er loftadgang hvor vi bor. Jeg døjer i forvejen med at finde ud af hvad jeg lige gør med at trække strøm til udendørslamper og overvågning, uden at det kan ses – men tror ikke det er realistisk at finde en løsning til at trække LAN på alle kameraer ind til husets router. Kender du evt. til nogen kameraer der har vist sig rent praktisk at være OK stabile trådløst – og som dermed kun skal have strøm? (Tænker ikke en batteriløsning dur, selvom det ville gøre det hele meget nemmere…)

    Vi har ret kraftigt wifi i huset, som rækker flere huse ned af gaden, så her er en fordel selvfølgelig.. (ubiquiti amplifi)

    • I indkørslen har jeg et Microview I30VD:
      https://files.eetgroup.com/MicroView/Datasheets/MicroView%20Datasheet%20I30VD.pdf
      Det er 3 mp, og nok det stærkeste kamera i mit setup.

      Jeg er dog godt i gang med at undersøge muligheden for at skifte til UniFi’s kameraer. Deres G3 Flex kan fås til ~650 kr. pr stk, og deres licensmodel er noget lækrere end Synology’s, for man kan installere så mange kameraer, ens system nu kan trække, uden at betale ekstra. Faktisk har jeg lige fået 4 G3 Flex hjem, og er i gang med at undersøge hvor og hvordan de skal sidde. 🙂

      En del lader til at være ret glade for Netgear Arlo, som faktisk er rent batteribaseret. De understøtter ikke konstant optagelse, men de gemmer optagelse ved bevægelse.
      Jeg kan bedst lige idéen om, at alt optages – jeg har nok ikke 100% tillid til, at bevægelsesregistreringen er præcis nok.

      Hvis du går efter en wifi-løsning, kan du evt. overveje at opsætte et separat wifi til kameraerne. Så kan det være du kan gøre lidt ved belastningen, de bidrager med på netværket.

      /David

  • Tak for hurtigt svar!
    Hold mig gerne opdateret på hvordan det går med unifi – kan være jeg skal gå i den retning!

  • Netgear Arla ser heller ikke helt skidt ud. Dem må jeg få læst op på! Det kunne gøre det hele en del nemmere her i huset!

  • Hej! Som ny i smart home verdenen er det fedt at kunne finde inspiration på di hjemmeside.

    Nu ser jeg at du har smart thinges. Kan overvågningen ikke kobles op i dette? Hvad så med optagelserne?

    • Hej Torben,
      SmartThings understøtter meget få kameraer, og det er primært cloud-baserede, hvor de ikke selv skal lagre optagelser. Jeg lagrer mine optagelser på min Synology, som SmartThings ikke understøtter at vise direkte i app’en. Den begrænsning lever jeg med. 🙂
      /David

Leave a Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *